repræsenterer den oprindelige jødedom men består også af mange forskellige retninger (f.eks. moderne og traditionel ortodoksi). Fælles for dem alle er, at de fastholder Toraens evige uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Men tolkningerne af den varierer meget.
Ultraortodokse jøder mener, at de er de sande arvtagere af jødedommen.
Ultraortodoks jødedom er den mest ekstreme form for jødedom.
Den konservative jødedom forsøger at etablere en mellemvej mellem en reform jødedom, der for en stor gruppe jøder er for vidtgående i sine reformer og en ortodoks jødedom, som mange ikke føler sig hjemme i. De ønsker at fastholde centrale dele af den jødiske praksis som f.eks. overholdelsen af sabbatten
Jerusalem er jødernes vigtigste by og centrum for jødedommen, hvilket den har været i ca. 3.000 år. Jerusalem kaldes også for Zions Stad og Davids By. Det jødiske kvarter i Den Gamle By har været beboet af jøder lige fra det Første Tempels dage. Jødedommen og jøderne er tæt knyttet til Det Hellige Land (Eretz Yisra'el - Landet Israel), som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor både et fysisk og åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning. "Næste år i Jerusalem" er en traditionel jødisk hilsen, der har været anvendt i flere tusinde år
Der bor ca. 5,368 mill. jøder i Israel (september 2006). De fordeler sig med ca. 4,5% ultraortodokse, ca. 13% ortodokse og ca. 82,5% ikke-ortodokse (dvs. konservative, liberale, progressive, sekulære og ikke-religiøse) jøder. En anden undersøgelse viser, at de ultraortodokse/ortodokse udgør ca. 17%, de traditionelt religiøse ca. 39% og de sekulære/ikke-religiøse jøder ca. 44% af den jødiske befolkning i Israel.
Instituttet Jewish People Policy Planning antager, at Israels jødiske befolkning vil vokse til omkring 6,23 mill. indtil år 2020, mens verdens samlede jødiske befolkning i samme periode vil vokse fra 13 mill. (2005) til 13,5 mill. Israels jødiske befolkning udgør ca. 41% af verdens jøder. I dag bor der flere jøder i Israel end i USA, idet den jødiske befolkning i USA kun er på 5,28 mill. (juli 2005).”
Jøderne tror på, at de er et udvalgt folk. De tror på, at Gud vil føre dem frem til sejr. De tror at de skal få hele landet i eje, og at Gud vil lade dem genopføre Templet, som det er sket de to andre gange, de har været borte fra deres land (Israel). Første gang, da de kom fra Egypten og efter at have modtaget reglerne i ørkenen, fik lov til at bygge Herren et tempel. Anden gang efter hjemkomsten fra Babylon, hvor de genopbyggede templet i Jerusalem større og flottere end før.
”Salomos tempel gik til grunde ved Nebukadnesars erobring af Jerusalem i 587 før Kristus. Det andet tempel også kaldet Zerubbabels tempel, blev opført efter eksilet i årene 520-15 før Kristus”
under "diasporaen", den tid jøderne levede spredt i verden, vandt den messianske forestilling stor udbredelse. Tanken var, at Gud på ny ville gribe ind i historien for at føre jøderne tilbage til deres tabte hjemland, som han havde gjort ved udvandringen fra Ægypten. Håbet var en fredstilstand i Israel, en messiastid.
Under jødernes påskefejring, Pesach, mindes de udvandringen fra Ægypten. De traditionelle ord ”næste år i Jerusalem”, der afslutter påskemåltidet, illustrerer dette håb for fremtiden. I 1948 gik ordene i opfyldelse. Staten Israels oprettelse gav på ny jøderne adgang til Jerusalem, som de længe havde kæmpet for.
Når det er sket to gange, kan det naturligvis ske igen. Situationen i Mellemøsten bliver derfor for Jøderne bare endnu en kamp, som de udfører i fællesskab med deres Gud, den almægtige. Og som andre gange i historien gælder alle kneb. D.v.s. at hvis det er nødvendigt med en lille provokation for at flytte på verdens-opinionen, så er det kun et nødvendigt onde.
[25] ”En førende israelsk filosof refererede for nogle år siden til sine landsmænd som "et udmattet folk, forvirret og uden retning." Før Ehud Olmert blev premierminister, fremsatte han disse usædvanlige ord: "Vi er trætte af at kæmpe, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at besejre vore fjender." I denne demoraliserede stemning har staten Israel på fem år trukket sig tilbage under beskydning, fra Libanon og fra Gaza — og udkæmper nu som en følge heraf krige netop i disse områder.”
Følelsesmæssig betydning: Ehud Olmert, sagde i 1997, at Jerusalem repræsenterer "det reneste udtryk for alt det, som jøder har bedt for, drømt om, grædt for, og er døde for i de 2000 år siden ødelæggelsen af Det Andet Tempel."
En meningsmåling fra 2001 fandt, at 60% af israelerne er villige til at dele Jerusalem; så sent som sidste år kundgjorde Olmert-regeringen sine planer om at dele byen, uden at dette vakte større postyr.”
Hvorfor nu det? Det har jo ikke nogen betydning, hvad man gør lige nu. Det drejer sig om verdens holdning. Det gælder om at holde gode miner til slet spil. Når jøderne har været for bløde i en periode, vil de lave et udfald igen for at statuere et eksempel. De går på en knivsæg for at manipulere imellem den nødvendige støtte fra USA og den nødvendige hensyntagen til dem i egne rækker, som ikke venter på Guds ordre men vil selv. For der er også forskellige grupper i Israel. Der er nogle, der ikke så Guds hånd i Historien, og hvordan overbevise dem, når de synlige resultater ikke kan. Se bare på 6-dages krigen i 1967.
Se indlagte skema på næste side.
Alligevel vinder Israel stort.
Som Yizhak Rabin (Israelsk leder) siger i en tale 28. juni 1967
”Disse Israelske soldater blev båret frem af åndelige værdier, af dybe åndelige kraftkilder i langt højere grad end af deres våben og krigsteknik..
Vore piloter som ramte fjendens fly så nøjagtigt, at ingen i hele verden fatter, hvordan det blev gjort, og man prøver at give det en teknologisk forklaring – at det skete på grund af hemmelige våben.”
Hvis den form for resultater ikke kan overbevise modstanderne, hvad kan så?
”Der er i de senere år opstået en nylinje i den historiske forståelse af Israels situation,(Postzionistisk).
Den opstod på det Hebraiske Universitet i Jerusalem fra 1925 og indtil 70’erne. En af dens talsmænd er professor Benny Morris. Den historiske forestillings subjekt var den traditionelle historieskrivning af det jødiske folks historie forstået som det kollektive subjekts, jødernes, oplevelser og frembringelser fra patriarkernes til og kronologisk indtil i dag. Altså fra kong David og til David Ben-Gurion. Historien skulle danne en geografisk ramme, således at Palæstinenserne ikke er et fremmed folk men bare en anderledes tænkende gruppe i Israel. Derved får den overtallige jødiske befolkningsgruppe alle fordele og den svage og ufokuserede palæstinensiske gruppe mister alle vinderchancer”. Således refererer Jacob Feldt i en rapport om den nye historiske situation. Som jeg har forsøgt at trække essensen ud af, men det er ikke læsevenligt stof. Og Desuden. Det kunne jo også være Guds vilje, at Israel skulle vinde.
Vi læser videre i Bibelen.
Sefenias bog.
”1.8. Herren er utilfreds med det fremmede folk og vil fjerne dem fra landet sammen med dem i fremmed dragt. alt skal lades øde.
2. 4-5. De fremmede er i bl. Gaza og Kanaen filisterland. (kystlandet).
I vers 2.7. står det al landet skal tilhøre dem af Judas hus, som er tilbage.
2.9. Her skal den lille rest af Guds folk plyndre indbyggerne og tage deres land tilbage.
Fortsat 3.13. De begår ikke uret, og ingen skal jage dem bort.
Endvidere 3.20. De skal endog blive lovprist blandt alle verdens folk.”
Zakarias bog.
„1.16. Herren vil vende tilbage til Jerusalem og lade sit hus bygges der.
2.8. Byen skal blive åben uden anden beskyttelse end Gud. Det kan kun betyde, at Gud lover dem en periode med fred”.
Disse to steder er vel skrevet lige omkring den første diaspora, men det er sådan, at den der tror på bibelen, også tror på, at Guds forudsigelser gælder både i historisk tid og i fremtiden.