Resten af denne side er en testudgave af et større tekstdokument.

D.v.s. her er indholdsfortegnelsen.

teksterne findes ved at klikke på de enkelte linjer.

 

 

Om Jødisk selvforståelse og mulige løsninger i mellemøst-konflikten.

 

Jødisk selvforståelse, indledning.

Religioner.

Bibelen.

Først skabte Gud Himmelen og jorden.

Op igennem jødernes historie.

Bibelens troværdighed af Kim Andersen.

Er Bibelen vel bevaret?.

Indblæst af Gud.

Guds formål.

Jødernes selvbevidsthed.

Ortodoks jødedom.

Sådan udlægger de kristne i dag teksterne.

Fra undervisning.dk.

Oplysningstiden.

Tre jødiske retninger

Anti-semitisme (jødehad)

Den arabiske gruppe,

Diskussion.

”Israel skyr sejren” af Daniel Pipes New York Sun 28. Marts 2006 Oversat af Mette Thomsen.

Konklusion.

Engelsk Referat.

 

Ekstra Bilag.

www.patriot.dk Tabujagten af Knud Eriksen.

Benjamin Freedman taler ud  - en jødisk afhopper advarer Amerika.

Kildeliste.

 

  

Anti-semitisme (jødehad)

Anti-semitisme (jødehad) findes stadig, Som følgende tekst fra Patriot.hjemmesiden viser

Hvad nu, hvis den "gruppe", man kom til at fornærme, var den selvsamme, som var i færd med at indføre totalitære tilstande i riget, og som stod bag indførelsen af en lov fra EU, over Grundloven, der helt skulle fjerne de sidste rester af garantien i Grundlovsparagraf 77?

Hvad, hvis denne gruppe stod bag den retstilstand i hovedparten af den øvrige Europa Union, som har gjort, at le Pen i Frankrig kan dømmes til at skulle betale 300.000 Frank for at have udtalt at "Jødernes holocaust er en detalje i historien".

Hvad, hvis denne gruppe stod bag denne retstilstand, der i Tyskland har gjort modige historikere til mangeårige fængselsfanger, blot fordi deres forskning bl.a. har vist, at den evigt udbasunerede "sandhed" om, at 6 millioner jøder blev myrdet i udryddelseslejre af tyskerne, var løgn eller overdrevet.

Hvad, hvis denne gruppe havde sørget for at gøre Tyskland til et land, hvor tusinder af tyskere årligt bliver fængslet for lignende meningsforbrydelser - ofte lange fængselsdomme? Hvor dette var tilfældet for seks tusinde mennesker i f.eks. 1996? Noget, der har gjort Tyskland til en middelalderlig inkvisitions- "retsstat", for ikke at sige en gammeltestamentlig had- og hævn-"retsstat?"”

 

Et længere uddrag findes som bilag sidst rapporten. Det er forfærdende læsning, som kan narre mange.

Den slags udtalelser var baggrund for Nazi-tidens jødehad, men findes altså stadigvæk.

 

Der er en meget vigtig gruppe mere. Ja egentlig 2.

Den arabiske gruppe,

som har en anderledes tilgang til landet i kraft af en anden religion, og dernæst den palæstinensiske gruppe, som egentlig er dem der burde have mest at sige, fordi det er dem, der boede i landet, som jøderne flyttede ind i og overtog, og endelig fik tilkendt af de forenede nationer (FN) ved afstemning d. 29. nov. 1947.

Men ”Umiddelbart efter den officielle udråbelse af staten Israel rykkede hære fra arabiske nabolande ind i Palæstina, og i den vestlige verden frygtede man, at Israel hurtigt ville være rendt over ende, fordi det lille Israel med en befolkning på knap ¾ million stod over for den samlede arabiske verden med ca.40 millioner.”

 

Hvorfor er Araberne sådan. Jo de mener også at have krav på Landet.

De har nemlig samme forfar (Abraham) og derfor samme grundhistorie. De stammer ifølge gammel overlevering fra Ismael, Abrahams søn med slavepigen Hagar. De havde mange forskellige guder, men en søn af en fyrsteslægt (Quraish), som vogtede de hellige områder ved Mekka, gled ned af rangstigen, fordi hans far døde før den gamle fyrste. Det blev derfor en farbror som blev øverste for slægten, og Muhammad, som drengen hed, blev oplært som hyrde og handelsmand. Her klarede han sig så godt, at han blev gift med en meget rig enke, som han arbejdede for. Han fik nogle visioner i en hule i ørkenen udenfor Mekka. I disse Visioner sagde Gud til ham, at jøderne og de kristne havde misforstået budskabet, og at det derfor blev Muhammeds opgave at fortælle sandheden. På grundlag af sådanne visioner startede Muhammed en ny religion, som han ville indføre i den arabiske verden. Som leder skulle han naturligvis også herske over de hellige områder i Mekka. Men heri var hans farbror ikke enig, og det endte med at Muhammed blev nødt til at lade sine tilhængere indtage Mekka med magt, og senere hele mellemøsten. Efter Muhammeds død blev denne nye religion delt op i to fraktioner Suni og Shia-Muslimer. Begge fraktioner findes stadig. Sunnier kæmper for at indføre Islam (som religionen hedder)til hele verden. Shiitterne lever efter Imamens forskrifter og venter  den fjortende Imam (messias), som skal genoprette magten.

Men begge er modstandere af Israel, fordi de har en myte, som lader Muhammed foretage en rejse til himmels fra Jerusalem, hvor de derfor har bygget to Moskeer.  Den første, Den gyldne Moske eller Klippemoskeen, blev bygget ikke lang tid efter, at den islamiske kalif Omar, erobrede Jerusalem i 638. og den ligger tæt op af, hvor jødernes tempel lå. Der er derfor et sammenfald af interesser.

Billedet viser den eneste rest af jødernes tempel, som kaldes grædemuren og en moske .

 

 

Diskussion

”Israel skyr sejren” af Daniel Pipes New York Sun 28. Marts 2006 Oversat af Mette Thomsen

”Mens israelerne går til stemmeurnerne, er der ikke ét af de førende partier, som tilbyder muligheden af at vinde krigen mod de palæstinensiske arabere. Det er en slående og farlig lakune.

Først lidt baggrund. Krige bliver vundet, viser den historiske erfaring, når den ene part føler sig tvunget til at opgive sine mål. Dette forekommer logisk, for så længe begge sider håber på at indfri deres krigsambitioner, vil kampene enten fortsætte eller kan potentielt set genoptages. Selvom tyskerne blev slået i Første Verdenskrig, opgav de f.eks. ikke deres mål om at komme til at dominere Europa og vendte sig snart mod Hitler for at forsøge på ny. Koreakrigen blev afsluttet for mere end et halvt århundrede siden, men hverken Nord eller Syd har opgivet deres stræben, hvilket vil sige, at kampene vil kunne blusse op igen når som helst. På samme måde har begge parter under de mange runder i den arabisk-israelske konflikt (krige i 1948-49, 1956, 1967, 1973 og 1982) fastholdt deres mål.

Disse mål er enkle, statiske og binære. Araberne kæmper for at udslette Israel; Israel kæmper for at vinde sine naboers accept. Det første er præget af en offensiv hensigt; det andet er defensivt. Førstnævnte er barbarisk, og sidstnævnte er civiliseret. I næsten 60 år har arabiske rejektionister søgt at udslette Israel ved hjælp af en lang række af strategier: undergravelse af dets legitimitet ved hjælp af propaganda, beskadigelse af dets økonomi gennem handelsboykotter, demoralisering af det ved hjælp af terrorisme og trusler mod befolkningen via masseødelæggelsesvåben.

Selvom de arabiske bestræbelser har været tålmodige, intense og målrettede, har de dog også fejlet. Israelerne har bygget et moderne, velstående og stærkt land, men et land som stadig stort set afvises af araberne. Denne sammensatte forhistorie har afsat sig to politiske udviklinger: en følelse af tillid blandt politisk moderate israelere; og en følelse af skyld og selvkritik på venstrefløjen. Meget få israelere bekymrer sig stadig om den ufuldførte proces med at få araberne til at acceptere den jødiske stats permanente status. Man kunne kalde det for Israels usynlige krigsmål.

I stedet for at søge sejr har israelerne udviklet en lang liste af tilgange med henblik på at håndtere konflikten. Disse omfatter:

Ensidige foranstaltninger (opførelse af en mur, delvis tilbagetrækning): den aktuelle politik, som den er blevet forvaltet af Ariel Sharon, Ehud Olmert og Kadima-partiet.

99 års forpagtning af jorden under de israelske byer på Vestbredden: Arbejderpartiet med Amir Peretz

Palæstinensisk arabisk økonomisk udvikling: Shimon Peres.

Territorialt kompromis: Oslo-diplomatiets præmis, skabt af Yitzhak Rabin.

Udenlandsk økonomisk støtte til de palæstinensiske arabere (fra Marshallplanens model): den amerikanske repræsentant Henry Hyde.

Tilbagetrækning til grænserne fra 1967: Israels yderste venstrefløj.

Presse de palæstinensiske arabere til at skabe en god regering: Natan Sharansky (og præsident Bush).

Insisteren på, at Jordan er palæstinensisk: Israels højrefløj.

Forflyttelse af de palæstinensiske arabere ud af Vestbredden: Israels yderste højrefløj.

 

Ånden i disse mange tilgange er meget forskellig, og de udelukker gensidigt hinanden. Men de har ét nøgleelement til fælles. De håndterer alle konflikten uden at løse den. De ignorerer alle behovet for at nedkæmpe den palæstinensiske rejektionisme. De søger alle at forfine krigen i stedet for at vinde den.

Hos en udenforstående iagttager, som håber på arabisk accept af Israel, og det hellere før end siden, fremkalder denne undgåelse af vinderstrategi en vis frustration, så meget desto mere ved erindringen om, hvor glimrende israelerne tidligere forstod deres krigsmål.

Heldigvis er der mindst én fremtrædende israelsk politiker, som har gjort til fortaler for israelsk sejr over de palæstinensiske arabere. Uzi Landau har sagt ligeud, at "når man er i krig, så ønsker man at vinde krigen." Han havde håbet på at komme til at lede Likud ved det aktuelle valg, men det lykkedes ham ikke at vinde noget, der tilnærmelsesvist ligner et flertal i partiet. Da Likud selv forventes at få mindre end 15% af stemmerne, står det klart, hvor dybt upopulær israelerne i øjeblikket finder tanken om at vinde krigen.

Og derfor eksperimenterer de med kompromisser, ensidige foranstaltninger, berigelse af fjenderne og andre tiltag. Men som Douglas MacArthur har noteret: "I krig findes der ingen erstatning for sejr." Oslo-diplomatiet endte med at mislykkes på det sørgeligste, og det samme vil alle andre tiltag gøre, som undgår sejrens hårde arbejde. Israelerne må i sidste instans spænde bæltet og genoptage den vanskelige, bitre, lange og bekostelige indsats, som er nødvendig for at overbevise palæstinenserne og andre om, at deres drøm om at udslette Israel er afgået ved døden.

Hvis det mislykkes for israelerne at opnå dette, så vil det være Israel selv, der afgår ved døden.”

 

 

 

Konklusion

Hvad er der så at mene om Israels fremtid.

Hvis det er afhængig af Jøderne selv, er risikoen for at forsvinde stadig lige stor.

Hvis det afgøres af jøder ud over jorden (fordi de sidder på magtpositioner), så er alt afhængigt af omverdenens mening om Israel og deres Menneskelighed (menneskerettigheder), altså om jøderne ude i verden er i stand til at bibeholde deres positioner.

Hvis det er afhængigt af araberne, så forsvinder Israel snart.

Hvis det er afhængigt af de kristne udover jorden, så må de bede om, at deres tro og bønner har den magt, som de tror.

MEN Hvis det er afhængigt af Gud, så vinder Israel helt sikkert. Men det er ikke så sikkert, at det sker lige nu, For Guds tidsfordeling er ikke til at forstå for mennesker.

Men jeg har nu den tro, at det i sidste ende alligevel vil gå godt for Israel, fordi det har Gud jo forudsagt.

 

 

Engelsk Referat.

 

I have written the history of the Hebrew from the beginning. First God created the Earth. Then he made Plants and animals and man to populate it. After having problems with them, he choose one person to be his new beginning. He sent him to another land and promised that land to him and his descendants for all times. Then I reported of the problems, he had with that people in the time forward to our time. When his time had come, he sent his sun to change the rules of the world, the rules he had given them himself. But the Jew did not want to take other rules, so they divided from Christianity. Sins then they has been different, and today they have got their own land, Israel, but the Arabs do not want them to stay.

I have written a report to say that the Jews are not alone. May be no human will help them, but I am sure that God will in the end, because It stands in the Bible. They are still his people and he will collect them and give them peace before he stops the time and living.

 

 

 

Ekstra Bilag

www.patriot.dk Tabujagtenaf Knud Eriksen

I min søgen efter, hvad der måtte være galt med ledelsen af Danmark, når vort land f.eks. uden nogen reaktion fra de "ansvarlige", kunne blive overrendt af fremmede folkeslag, og laves til multi-etnisk volds-eksperiment, var det længe klart for mig, at der var tale om et forræderi blandt en forholdsvis lille klike af højt placerede fremmedelskere inden for i hvert fald områderne politik, medier, kultur, og regeringsapparat. Det var jo netop ikke almindelige danskere, hvis hverdag blev ødelagt af, og som ved alle 13. februar 1998

Jeg har tilladt mig at studere "Jødespørgsmålet".

"Tilladt mig", siger jeg. Ja, for det er ikke bare noget man gør. Det er nemlig dagens største tabu. Og fortæller man derefter om sine opdagelser, og disse ikke er smigrende for "gruppen", der går under navnet "jøder", er man så godt som sikker på at blive truet med bål og brand. Rent bogstaveligt. Man bliver stemplet som "jødehader" og "anti-semit" af en énstemmig presse, og man bliver muligvis trukket i retten for denne "anti-semitisme", der nu er gjort strafbar under en lovparagraf, Straffelovens paragraf 266b eller "Racismeparagraffen". Læs om denne under menuen "Heksejagten". For hvornår sårer man ikke en eller anden politisk eller religiøs gruppe, hvis man, for at forhindre nye totalitære tendenser i det samfund, vi lever i, vil benytte Grundlovens meget vigtigere paragraf 77, der lovede, at censur aldrig igen kunne indføres! Muslimerne sårer vi dagligt nu, hvor diskussionen om Islams grundholdninger til ret, frihed, religion og kvinder er kommet under beskydning. Men "jøder" og "jødedom" er det i årevis gjort til helligbrøde eller "majestætsfornærmelse" at kritisere. Og nu kriminelt!

Så censuren er genindført. Ikke ved en helt åben, mekanisk udstregning med rød pen i "Sandhedsministeriet", men ved den frygt, man har fremelsket i danskerne for at overtræde den rent ud perverterede jura, der blev indført med "Racismeparagraffen."

Hvad nu, hvis den "gruppe", man kom til at fornærme, var den selvsamme, som var i færd med at indføre totalitære tilstande i riget, og som stod bag indførelsen af en lov fra EU, over Grundloven, der helt skulle fjerne de sidste rester af garantien i Grundlovsparagraf 77?

Hvad, hvis denne gruppe stod bag den retstilstand i hovedparten af den øvrige Europa Union, som har gjort, at le Pen i Frankrig kan dømmes til at skulle betale 300.000 Frank for at have udtalt at "Jødernes holocaust er en detalje i historien".

Hvad, hvis denne gruppe stod bag denne retstilstand, der i Tyskland har gjort modige historikere til mangeårige fængselsfanger, blot fordi deres forskning bl.a. har vist, at den evigt udbasunerede "sandhed" om, at 6 millioner jøder blev myrdet i udryddelseslejre af tyskerne, var løgn eller overdrevet.

Hvad, hvis denne gruppe havde sørget for at gøre Tyskland til et land, hvor tusinder af tyskere årligt bliver fængslet for lignende meningsforbrydelser - ofte lange fængselsdomme? Hvor dette var tilfældet for seks tusinde mennesker i f.eks. 1996? Noget, der har gjort Tyskland til en middelalderlig inkvisitions- "retsstat", for ikke at sige en gammeltestamentlig had- og hævn-"retsstat?"

Hvad, hvis denne gruppe står bag de ensrettede bestræbelser fra regering, presse og industriledere for at få os dybere ind i et totalitært EU? For det er et sådant EU vi nu skal stemmes dybere ind i, så restene af Grundlovens frihedsrettigheder udhules og til sidst forsvinder helt.

Hvis denne "gruppe" havde mere end en finger med i spillet for at sikre sådanne slavetilstande i riget, ville det så ikke være ens borgerpligt at advare og råbe op. Også selv om nogen fra "gruppen" skulle føle sig stødt?

Det er et derfor, jeg opfordrer alle til at stemme nej til et sovjetlignende EU i maj måned. Det er en sådan sovjetisk retstilstand, vi ikke kan leve med. En fremtrædende dansk jurist, Henning Koch, kalder denne tyske ret for "over-positiv" ret (se bogen "Grundloven og menneskerettigheder" udgivet af "Centeret for Menneskerettigheder").Hvor ville George Orwell dog have frydet sig over sådan et udtryk til brug for "Sandhedsministeriet" i hans "1984". En anden fremtrædende dansk jurist, fra samme "Center", Morten Kjærum, glæder sig til, at "den overpostitive ret" bliver retstilstanden i Danmark (se "Vestlig Samisdat" nr. 4.)

Det er derfor, jeg anser det for min borger pligt, men også grundlovsfæstede ret, at videregive, hvad jeg har læst om "jødespørgsmålet" fra modige og indsigtsfulde mænd, som ofte måtte ofre deres egen velfærd og fred for at gøre, hvad de anså som deres pligt. Der har været mange. Jeg citerer kun nogle få. Jeg lader dem komme fuldt og helt til orde, da censur aldrig kan blive min sag. De belyser "jødespørgsmålet" fra den kritiske side. Derom ingen tvivl. Men jeg kan med sindsro lade dem gøre det, eftersom snart et århundrede ensidigt har givet den modsatte, den forsvarende udgave af "jødespørgsmålet" aleneplads i den meningsdannings-maskine,vi kalder massemedierne. Jeg opretter balancen, som jeg har lovet, Dronten ville gøre det. Sådan skal disse tekster forstås.meningsmålingerne var massivt imod den førte fremmedpolitik og mediernes leflen for den. Min vej til at undersøge fænomenet måtte nødvendigvis føre længere og længere ind på forbudt område. I politikens og mediernes beskidte underverden.

 

Benjamin Freedman taler ud  - en jødisk afhopper advarer Amerika

Indledende forklaring: Den nu afdøde Benjamin H. Freedman var en af det tyvende århundredes mest fascinerende og forbavsende personligheder. Freedman, født 1890, var en succesfuld jødisk forretningsmand i New York, og han var på et tidspunkt vigtigste indehaver af Woodbury Soap Company. Han brød med den organiserede jødedom efter den jødisk-kommunistiske sejr i 1945 og viede resten af sit liv og den altovervejende del af sin betydelige formue (mindst 2,5 millioner dollar) til at afsløre det jødiske tyranni, der havde indhyllet De forenede Stater. Han vidste, hvad han talte om, fordi han selv havde været med i toppen af den inderkreds i de jødiske organisationer og i de jødiske intriger, der skulle erobre magten [over USA]. Freedman var personlig bekendt af Bernard Baruch, Samuel Untermeyer, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt, Joseph Kennedy, John F. Kennedy samt mange andre af de store navne, der har bestemt dette århundredes gang. Det følgende foredrag blev holdt for et patriotisk publikum i 1961 på Willard Hotel i Washington D.C. på foranledning af Conde McGinley´s patriotiske blad fra den tid - "Common Sense". Selv om dette vidtfavnende og improviserede foredrag på mindre betydningsfulde punkter er blevet forældet, er Freedmans vitale besked til os - hans advarsel til Vesten - mere påtrængende nu end nogensinde tidligere ----------

Her i De Forenede Stater har zionisterne og deres religions-fæller fuldstændig kontrol over vor regering. Af mange grunde - for mange og for komplicerede til at komme ind på her - regerer zionisterne og deres religions-fæller De Forenede Stater som om de var de absolutte monarker i landet. I vil måske sige, at det er en meget stærk påstand, men lad mig vise Jer, hvad der skete, mens vi alle sov.

Hvad skete der? Første Verdenskrig brød ud i sommeren 1914. Der er kun få personer her, der er på alder med mig, og som kan huske det. Denne krig førtes på den ene side af Storbritannien, Frankrig og Rusland; og på den anden af Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet.

På to år havde Tyskland vundet den krig: Ikke kun tilsyneladende men rent faktisk. De tyske ubåde, der var en stor overraskelse for verden, havde fjernet alle konvojerne fra Atlanterhavets overflade. Storbritannien stod nu dér, uden ammunition til sine soldater og med én uges madforsyning tilbage, og derefter - sultedød. På det tidspunkt havde den franske hær gjort mytteri. Den havde mistet 600.000 af den franske ungdoms blomst under forsvaret af Verdun ved Somme-floden. Den russiske hær var i oprør. De samlede deres grej op og ville hjem, og de kunne ikke lide zaren. Og den italienske hær var brudt sammen.

Ikke ét skud var blevet affyret på tysk jord. Ikke én fjendtlig soldat havde krydset grænsen ind til Tyskland. Og på trods heraf tilbød Tyskland England fred. Det tilbød England forhandlingsfred på basis af det, advokater kalder status quo ante . Det betyder: "Lad os stoppe krigen og lade alt være, som det var før krigen startede." England overvejede i sommeren 1916 dette tilbud - alvorligt. Det havde intet valg. Det var enten at acceptere denne forhandlingsfred, som Tyskland storsindet tilbød, eller fortsætte med krigen og blive totalt besejret.

 

Disse selv samme jøder tog til England og de lavede denne handel, da de så muligheden for at få Palæstina. På dette tidspunkt ændrede alt sig, fuldstændig som et trafiklys, der skifter fra rødt til grønt. Dér, hvor alle aviserne før havde været helt pro-tyske, hvor de havde haft travlt med at fortælle folk om de vanskeligheder, Tyskland havde med at bekæmpe England handelsmæssigt og på andre områder, var tyskerne pludselig det rene skidt. De var slyngler. De var "hunner". De skød Røde Kors-sygeplejersker. De skar babyers hænder af. De var simpelthen ingenting værd. Kort tid herefter erklærede præsident Wilson krig mod Tyskland.

Zionisterne i London havde sendt telegrammer til De forenede Stater, til højesteretsdommer Brandeis, der lød: "Arbejd på præsident Wilson. Vi er ved at få, hvad vil vil have fra England. Nu skal I gå i gang med at arbejde på præsident Wilson og få USA ind i krigen." Det var sådan USA kom med i krigen. Anden interesse i den havde vi ikke; Vi havde ikke nogen større ret til at være med i den, end vi i aften ville have til at være på månens bagside i stedet for i dette lokale. Der var overhovedet ingen grund til, at Første Verdenskrig skulle være vores krig. Vi blev presset ind i - hvis jeg må være lidt vulgær, blev vi svindlet og "rullet" ind i den krig alene for, at zionisterne kunne få Palæstina. Det er en ting De forenede Staters borgere aldrig er blevet fortalt. De anede aldrig hvorfor vi kom med i Første Verdenskrig.

Efter vi var kommet med i krigen tog zionisterne så til Storbritannien og der sagde de: "Nå, nu har vi udført vores del af aftalen. Lad os få noget på skrift der viser, at I agter at holde jeres del med at give os Palæstina efter I har vundet krigen." De vidste ikke, om krigen ville vare ét år eller ti år endnu. Så de gik i gang med at udfærdige en kvittering. Kvitteringen blev i form af et brev, skrevet i meget kryptisk sprog, således at den øvrige verden ikke ville vide, hvad det drejede sig om. Og den blev kaldt "Balfour Deklarationen" ( The Balfour Declaration)

Balfour Deklarationen var blot Storbritanniens løfte om at betale zionisterne, hvad der var aftalt, som modydelse for at få USA med i krigen. Så denne store og højtidelige Balfour Deklaration, som man hører så meget om, er lige så fusket som en tredollarseddel. Jeg tror ikke, jeg kan understrege det tydeligere.

Det er her, alle besværlighederne startede. USA kom med i krigen. USA knuste Tyskland. Ved I så, hvad der skete? Da krigen sluttede, og tyskerne tog til Versailles, til Fredskonferencen i Paris i 1919, var der også 117 jøder dér, som en delegation, der repræsenterede jøderne, og den blev ledt af Bernard Baruch. Jeg var der også: så jeg skulle vide det. Og hvad skete så? Jøderne sagde på denne fredskonference, hvor Tyskland blev skåret op og Europa blev stykket ud til alle disse nationer, der hævdede en ret til et bestemt stykke Europæisk territorium: "Hvad med Palæstina til os?" Hvorefter de for første gang - i tyskernes nærhed - fremdrog denne Balfour Deklaration. Tyskerne erkendte nu - for første gang: "Så dét var, hvad spillet gik ud på! Dét var grunden til, at USA kom med i krigen". Tyskerne blev nu - for første gang - bevidste om, at de var blevet besejret og nu måtte lide under disse forfærdelige krigsskadeserstatninger, der blev påtvunget dem, fordi zionisterne ønskede Palæstina og var besluttede på at få det for enhver pris.

 

 

 

Kildeliste.

Hovedkilde. Bibelen

J.T.Bertelsen m.fl. ”Religion – en grundbog i livsanskuelse” Gyldendal 1992.

 ”Und die Bibel hat doch Recht”-Werner Keller.Econ-Verlag. GmbH.,Düsseldorf(1964)

Fra Dansk-Israel-Forening.s hjemmeside.

Israel har en krig at vindeaf Daniel Pipes Los Angeles Times20. Juli 2006

Palæstinaproblemet 1955-1974 v/Johan Bender. Gyldendal 1977

Israel skyr sejren af Daniel Pipes New York Sun 28. Marts 2006

”den Skjulte Shia-Imam” DR2. 21.jan.2007.

Hjemmesider

www.jewish.com Jewish People Policy Planning

www.Wikipedia.dk på dansk

www.Jerusalem Post.com Israelsk avis.

www.Kristendom.dk Kristelig Dagblad

WWW.Tagtryggen.dk kristen hjemmeside

WWW.Biblegateway.com kristen Søgemaskine

www.patriot.dk hjemmeside for danske ny-nazister

www.islamstudie.dk©  

 Islamisk Studiebogssamling      Frederiksberg                        
www.pinsekirken-grenaa.dk                                 


 
 Resten af teksterne findes sidst på denne side.