Med oplysningstiden i Europa i 1700-tallet rejste der sig dog kritiske røster om jødernes urimelige vilkår og retsstilling. Kejser Josef II af Østrig (r. 1780-1790) fremførte i 1782 en toleranceerklæring, som blandt andet gav jøderne ret til at bosætte sig uden for ghettoerne. Den franske revolution i 1789 medførte også en række ændringer for jødernes rets status. De fik religionsfrihed og skulle fremover betragtes som franskmænd af mosaisk trosbekendelse, det vil sige med Toraen, der svarer til Det gamle Testamente, som grundlag for deres tro. De følgende år bredte tolerancebølgen sig til andre europæiske lande, og Schweiz gav som det sidste land fulde borgerrettigheder til jøderne.
Inden for jødiske kredse fandt en tilsvarende oplysningsstrømning sted i form af den såkaldte Haskalah-bevægelse. Den tyske jøde Moses Mendelssohn (1729-1786) spillede en afgørende rolle. Målet var dels, at jøderne skulle tilpasse sig det omkringliggende, kristne samfunds kultur og tænkemåde for på den måde at opnå fulde borgerrettigheder. Og dels var det at vise, at jødedommen ikke var en primitiv, uvidende religion, som mange mente. Tværtimod. I 1783 udgav Mendelssohn bogen ”Jerusalem”, hvor han forsøgte at påvise, at jødedommen i høj grad var i samklang med fornuften. Jødedommen tillod, i modsætning til kristendommen, tankefrihed, idet den ikke havde nogen trosartikler, og dermed var den i fuld overensstemmelse med oplysningstidens ideer om tankens frihed.