En historiebog for et folk og samtidig en historie om hvordan Skaberen udvælger et bestemt folk til at blive oplært i hans lov, og, når det var tilstrækkelig oplært, til at modtage hans søn iblandt folket,
Det er en påstand; men der er måske alligevel noget om den.
Allerførst. Er der en Gud?. Det kan ikke bevises; men at alting er opbygget meget kompliceret, det står fast. Igennem biologi og kemi undervisningen her på VUC har jeg opdaget, at alting i naturen er endnu meget mere kompliceret, end jeg regnede med. Det er helt usandsynligt, at en sådan kompleksitet skulle kunne opstå af sig selv. Der må være et eller andet, der har styret det.
Darwinismen kommer ikke med et svar på den gåde. Den mener, at alting er opstået ved et tilfælde og så har udviklet sig selv, ved at de mest egnede hele tiden har haft overtaget over andre artsfæller.
Der er ikke fundet nogen af de mellemled i udviklingen, som har været nødvendige for at fortsætte udviklingen. De har tilsyneladende ikke været livsduelige nok til at sætte spor i historien, men de var alligevel de bedst egnede for de perioder.
Jeg vil hellere tro, at der bagved alt er en eller anden kraft, som holder sammen på ting og styrer udviklingen. Nogle steder i verden kaldes den kraft for Manatu eller Wakanda eller Orenda eller Odin eller Solen eller. Ja, der er mange muligheder, for alle steder på jorden findes der en tro på, at der er noget bagved,
Jeg vil hurtigt gennemgå historien, som den fremgår af bibelen og historien, og som vi lærte den i religion sidste år.
(1.mosebog, kap1.)Derefter skabte (udviklede) han alt levende, startende med det levende i havet, derefter det levende på land. Først planter og dyr og til sidst mennesker. Der er ikke tvivl om rækkefølgen, kun om hastigheden, men denne tvivl kan forklares med bibelens ord.[2]èn dag er som tusind ord, og tusind år er som en dag. D.v.s. at det almindelige menneskelige tidsbegreb ikke kan bruges i skabelsens sammenhæng.
Efter skabelsen af mennesker, kom der en lang periode, hvor samfundene og menneskene udviklede sig i forskellige retninger. Om der var nogen kontakt mellem gudeverdenen og mennesker, er der mange fortællinger, der gisner om. Der har været en større oversvømmelse i Mellemøsten regionen, der i bibelen(1,mos.kap.6-8)[3] forklares som Guds straf over onde mennesker. Tilsvarende myter findes over hele verden. En anden forklaring kan være, at jorden efter den oprindelige skabelse var en glødende klode. Når denne blev nedkølet ville der være fordampninger af materialer, som ville stige op og danne en dampbræmme omkring jorden, og ved den videre nedkøling ville denne damp på et eller andet tidspunkt kondensere og falde ned på jorden igen. Dette ville samtidig give en så stor nedkøling og ændring af jordens klima, at det kunne forklare, hvorfor dinosaurerne forsvandt så pludseligt. En sådan begivenhed burde kunne spores i menneskers bevidsthed, og det er måske herfra myterne stammer. Men stadigvæk. Tiden er meget flydende, også i bibelen.
En ny begyndelse bliver gjort,
men igen går mennesker deres egne veje.
Så griber Gud igen ind i verden. Han udvælger sig en enkelt person og sender ham til et bestemt land, som han så lover ham til evig arv og eje for ham og hans slægt[4].
Her starter Israels Historie. Denne person er Abraham og landet han sendes til er Israel. Da han fik landet, hed det Kana’en og var beboet af kananæerne. Abraham tog landet i eje. Han delte det med sin brorsøn Lot (1.mos,13.9-18). Abraham slog sig ned i Mamrelund. Da der ikke er nævnt stridigheder, har landet sikkert kun været sparsomt beboet.
Videre berettes om Abrahams liv og hans sønner. Han får 2 med to forskellige kvinder. Den første (Ismael) med en slavinde (Hagar)[5] bliver forstødt, da han får en ny søn (Isak) med sin hustru (Sarah)[6]. Denne søn var ifølge teksten[7] blevet lovet ham af Gud, og skal blive stamfar til et folk så stort, at det ikke kan tælles.
Abrahams Troskab overfor Gud skal bevises ved at Gud giver ham besked på at ofre sin søn til ham, og Abraham gør det, selv om Gud har sagt, at hans søn skal blive stamfar til et folk.
Sikke en tillid, - men Gud stopper ham i tide[8].
En af Isaks to sønner (Jacob) får også en troskamp med Gud[9]. Ved denne lejlighed får han af Gud et nyt navn (Israel) v.29, for han har sat sin vilje igennem overfor Gud og vundet.
Dette navn, Israel, følger nu Jacobs efterkommere under deres eventyr, og senere hen bliver navnet overført på landet, som de får af Gud.
Alt dette sker omkring 2000 år før vor tidsregning, og det er dette, jøderne henviser til, når de skal begrunde deres ret til landet Israel.