Indholdsfortegnelse
Jødisk selvforståelse, indledning. 1
Religioner. 2
Bibelen. 2
Først skabte Gud Himmelen og jorden. 3
Op igennem jødernes historie. 4
”Bibelens troværdighed af Kim Andersen. 6
Er Bibelen vel bevaret?. 6
Indblæst af Gud. 7
Guds formål. 8
Jødernes selvbevidsthed. 9
Ortodoks jødedom.. 10
Sådan udlægger de kristne i dag teksterne. 13
Fra undervisning.dk. 14
Oplysningstiden. 14
Tre jødiske retninger 15
Anti-semitisme (jødehad) 16
Den arabiske gruppe, 16
Diskussion. 17
”Israel skyr sejren” af Daniel Pipes New York Sun 28. Marts 2006 Oversat af Mette Thomsen. 17
Konklusion. 19
Engelsk Referat. 20
Ekstra Bilag. 20
www.patriot.dk Tabujagten af Knud Eriksen. 20
Benjamin Freedman taler ud - en jødisk afhopper advarer Amerika. 22
Kildeliste. 24
Jeg har tænkt mig at starte med begrebet religion.
Derefter vil jeg tage jødernes historie helt fra begyndelse, som den fremtræder i deres egen historiebog i vestlig udførsel (Bibelen), herunder vil jeg kommentere løbende på relevante informationer.
Herefter vil jeg bringe en diskussion om Israel fra forskellige synsvinkler.
Sluttelig vil jeg konkludere, hvad jeg tror, der vil ske i fremtiden.
Efter konklusionen følger et kort engelsk referat.
Til slut følger et par tekster, som jeg absolut ikke brød mig om. Til advarsel.
Nis Peter Wiwe.
til toppen
Det startede med mundtlige overleveringer. For at kunne holde sammen på dem, blev der opbygget en fast tradition med fortællinger og ritualer, som skulle overholdes og fortælles videre.
Sædvanligvis skulle der være en eller anden, som havde det som sin særlige opgave at holde øje med og videregive traditionerne. Det kunne være en, som havde haft en særlig vision, og derfor var særlig egnet til det åndelige. De fleste steder var der også et særligt sted, hvor man var nærmere det åndelige end andre steder. Axis-Mundi ( verdensaksen) Der var også en særlig kraft (manna), som kunne benyttes til det åndelige. Det er altså sådan, at overalt på jorden føler mennesker, at der må være noget bagved. En sådan tanke kan ikke opstå af ingenting. Et gæt kunne være, at der tilbage i skabelsens morgen er en fælles oplevelse, som alle folk har fortalt videre om, indtil fortællingerne er blevet til riter og myter.
Mange steder rundt i verden optræder der flere guder. Det kan være himmellegemer eller ting i naturen eller billeder, som mennesker selv har skabt sig.
I mellemøsten er der kun en Gud. En sådan tro kaldes monoteisme (enGud), og den er fælles for de tre største religioner i den del af verden. Og det er den Gud, som igennem sit ord (Bibelen) siger, at han er den oprindelige skaber af jorden, som vi kender den, Det er også ham der fortsat styrer udviklingen.
til toppen
En historiebog for et folk og samtidig en historie om hvordan Skaberen udvælger et bestemt folk til at blive oplært i hans lov, og, når det var tilstrækkelig oplært, til at modtage hans søn iblandt folket,
Det er en påstand; men der er måske alligevel noget om den.
Allerførst. Er der en Gud?. Det kan ikke bevises; men at alting er opbygget meget kompliceret, det står fast. Igennem biologi og kemi undervisningen her på VUC har jeg opdaget, at alting i naturen er endnu meget mere kompliceret, end jeg regnede med. Det er helt usandsynligt, at en sådan kompleksitet skulle kunne opstå af sig selv. Der må være et eller andet, der har styret det.
Darwinismen kommer ikke med et svar på den gåde. Den mener, at alting er opstået ved et tilfælde og så har udviklet sig selv, ved at de mest egnede hele tiden har haft overtaget over andre artsfæller.
Der er ikke fundet nogen af de mellemled i udviklingen, som har været nødvendige for at fortsætte udviklingen. De har tilsyneladende ikke været livsduelige nok til at sætte spor i historien, men de var alligevel de bedst egnede for de perioder.
Jeg vil hellere tro, at der bagved alt er en eller anden kraft, som holder sammen på ting og styrer udviklingen. Nogle steder i verden kaldes den kraft for Manatu eller Wakanda eller Orenda eller Odin eller Solen eller. Ja, der er mange muligheder, for alle steder på jorden findes der en tro på, at der er noget bagved,
Jeg vil hurtigt gennemgå historien, som den fremgår af bibelen og historien, og som vi lærte den i religion sidste år
(1.mosebog, kap1.)Derefter skabte (udviklede) han alt levende, startende med det levende i havet, derefter det levende på land. Først planter og dyr og til sidst mennesker. Der er ikke tvivl om rækkefølgen, kun om hastigheden, men denne tvivl kan forklares med bibelens ord.[2]èn dag er som tusind ord, og tusind år er som en dag. D.v.s. at det almindelige menneskelige tidsbegreb ikke kan bruges i skabelsens sammenhæng.
Efter skabelsen af mennesker, kom der en lang periode, hvor samfundene og menneskene udviklede sig i forskellige retninger. Om der var nogen kontakt mellem gudeverdenen og mennesker, er der mange fortællinger, der gisner om. Der har været en større oversvømmelse i Mellemøsten regionen, der i bibelen(1,mos.kap.6-8)[3] forklares som Guds straf over onde mennesker. Tilsvarende myter findes over hele verden. En anden forklaring kan være, at jorden efter den oprindelige skabelse var en glødende klode. Når denne blev nedkølet ville der være fordampninger af materialer, som ville stige op og danne en dampbræmme omkring jorden, og ved den videre nedkøling ville denne damp på et eller andet tidspunkt kondensere og falde ned på jorden igen. Dette ville samtidig give en så stor nedkøling og ændring af jordens klima, at det kunne forklare, hvorfor dinosaurerne forsvandt så pludseligt. En sådan begivenhed burde kunne spores i menneskers bevidsthed, og det er måske herfra myterne stammer. Men stadigvæk. Tiden er meget flydende, også i bibelen.
til toppen
En ny begyndelse bliver gjort,
men igen går mennesker deres egne veje.
Så griber Gud igen ind i verden. Han udvælger sig en enkelt person og sender ham til et bestemt land, som han så lover ham til evig arv og eje for ham og hans slægt[4].
Her starter Israels Historie. Denne person er Abraham og landet han sendes til er Israel. Da han fik landet, hed det Kana’en og var beboet af kananæerne. Abraham tog landet i eje. Han delte det med sin brorsøn Lot (1.mos,13.9-18). Abraham slog sig ned i Mamrelund. Da der ikke er nævnt stridigheder, har landet sikkert kun været sparsomt beboet.
Videre berettes om Abrahams liv og hans sønner. Han får 2 med to forskellige kvinder. Den første (Ismael) med en slavinde (Hagar)[5] bliver forstødt, da han får en ny søn (Isak) med sin hustru (Sarah)[6]. Denne søn var ifølge teksten[7] blevet lovet ham af Gud, og skal blive stamfar til et folk så stort, at det ikke kan tælles.
Abrahams Troskab overfor Gud skal bevises ved at Gud giver ham besked på at ofre sin søn til ham, og Abraham gør det, selv om Gud har sagt, at hans søn skal blive stamfar til et folk.
Sikke en tillid, - men Gud stopper ham i tide[8]
En af Isaks to sønner (Jacob) får også en troskamp med Gud[9]. Ved denne lejlighed får han af Gud et nyt navn (Israel) v.29, for han har sat sin vilje igennem overfor Gud og vundet.
Dette navn, Israel, følger nu Jacobs efterkommere under deres eventyr, og senere hen bliver navnet overført på landet, som de får af Gud.
Alt dette sker omkring 2000 år før vor tidsregning, og det er dette, jøderne henviser til, når de skal begrunde deres ret til landet Israel.
til toppen
bliver de flere gange tvunget til at forlade deres land, og hver gang er de vendt tilbage.
Første gang er allerede med Jacob og hans sønner. På grund af tørke i Israel flytter familien til Egypten, hvor de bosætter sig. At dette ikke er usandsynligt, ses bl.a. af en billedfrise i en egyptisk grav fra samme periode.(se billedet)[10] Her forbliver familien i ca. 400 år. Forholdene er gode og familien udvikler sig til et helt folk. Efterhånden bliver dette folk så talrigt, at egypterne er bange for, at de vil overtage deres land. Derfor gøres Israelitterne til slaver[11] og holdes så vidt muligt nede.
Her griber Gud ind igen. Han udvælger en dygtig mand til at føre folket ud af Egypten og til det lovede land[12]. Men Gud oplærer ham først ved at lade ham opvokse ved Farao’es hof[13]. Derefter fører han ham ud i ørkenen, så han får lidt selverkendelse[14]. Og til slut kalder Gud på ham der i ørkenen, for at give ham den opgave at føre Israelitterne til deres land[15]. Gud hjælper folket til at forlade Egypten, og han fører dem hele vejen til Landet Kana’an, som skal blive til deres land Israel. Han viser sig rent optisk for dem på hele turen, om dagen som en Skystøtte og om natten som en ildsøjle[16]
Undervejs gennem ørkenen giver Gud dem en række regler, som de skal overholde for at få lov til at være hans folk[17] (de ti bud)
Da de når frem til Kana’an, tør folket ikke drage ind i landet, selv om Gud har lovet at hjælpe dem. De er bange for det folk, der i mellemtiden har overtaget landet. Som straf, fordi de ikke stoler på ham, lader Gud folket leve i ørkenen i 40 år. I den tid optræner han dem i lydighed mod ham med skiftevis modgang og støtte. Men endelig efter 40 år trænger folket ind i landet og udrydder alle, de møder. Det er en lang og drabelig historie.
Gennem de næste ca. 600 år, leder Gud folket ved hjælp af først en række dommere; Og da folket blivver trætte af dem[18], en række konger, som så får støtte af profeter og sandsigere, som er i direkte kontakt med Gud. Det fungerer fint i starten, men folket er svære at styre. De svigter Gud igen og igen. Til sidst bliver det nødvendigt at straffe folket, så det kan mærkes. Fjenden får lov at overfalde landet og vinde kampen. De klogeste i landet tages med til udlandet. Men igen styrer Gud udviklingen. Dem der bortføres, ender med at blive ledende personer i landet, de er ført til. Og efter en årrække får de lov at vende hjem igen. For at gøre det nemmere for folket at stole på Gud, fortæller ham dem i forvejen igennem profeterne, hvad der skal ske. Når de ser, at han har ret, vil de stole på ham, Håber han.
Alt dette kan læses i Bibelen.
Men nu kommer vi til sagen.
For kan vi regne med bibelen, og hvis vi kan, hvad er så Guds formål med at sætte et enkelt folk foran alle andre.
Først Bibelens troværdighed. Her vil jeg overlade pladsen til nogle citater fra hjemmesiden WWW.Tagtryggen.dk. Denne side stammer så vidt jeg kan se, fra en fælleskristen idé om, at der ikke skal være uenigheder blandt Kristne. Den skriver i alt fald imod både katolikker og ydeliggående karismatiske retninger.
til toppen
”Bibelens troværdighed af Kim Andersen
Artikel oversigt:
”Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg. ” (Es 46:10)
Bibelen, bøgernes bog, er en fantastisk samling af bøger, skrevet af forskellige mennesker, som tilsammen forkynder et enstemmigt budskab. Ved et grundigere studium, udviskes enhver tvivl om, at Gud er hovedtaleren i denne bog. Gud har fra verdens grundvold, fortalt os hvordan verden ville blive. Stykkevis erkender vi Bibelens budskab om fremtiden, og kikker vi tilbage på historiens begivenheder, ser vi at Bibelen har talt sandt, hele vejen igennem verdenshistorien.
Intet menneske har på noget tidspunkt været i stand til, på egen hånd, at opdigte denne bog. Der er så mange detaljerede forudsigelser, at opfyldelsen af disse ved tilfældighedernes spil, ville være mere usandsynlig, end at vinde i lotto.”
” Lad os kikke lidt på Bibelens oprindelse og opstående.
til toppen
Der ligger et stort spørgsmål i om Bibelen er velbevaret, eller om den er manipuleret fra mund til mund samtaler, eller kopier der ikke er korrekt videregivet.
I fortiden, havde man ikke kopimaskiner, og måtte manuelt skrive teksten over på andet papir. Man kan så forestille sig, at det kunne gå helt galt, fordi det netop var manuelt arbejde og det er menneskeligt at fejle.
I fortiden, når man skulle kopiere skrifterne, måtte det gøres af folk, med denne specielle profession. Den mindste fejl var uacceptabel, og hele kopien blev kasseret. Der var lange lister af krav som skulle overholdes, for at kopien blev godkendt, og kopisten skulle følge mange regler. En metode at tjekke kopien på var, at tælle tegn. Hvis der var for lidt eller for mange, blev kopien kasseret. Skriften blev opfattet som hellig, hvilket betyder at de originale skrifter, er bevaret på en enestående måde.
Mosebøgerne er de ældste i det gamle testamente, og 1. Mosebog er skrevet ca. 1600 år før Kristus. Det nye testamente er ca. 1900 år gammelt.
Af det Nye Testamente, er der mere end 24.000 håndskrevne kopier fra forskellige tider, som viser at intet er mistet i de forskellige kopier.
Man har fundet et dokument[19], Esajas Bog, som var ca. 1000 år ældre, en den ældste kopi man kendte til, af denne bog. Man gennemgik teksten og fandt at 95% af teksten var identisk. De sidste 5% var overvejende stave variationer. Indholdet som sådan, indeholdt ingen ændringer.
til toppen
De første kopier
De første kopier var hellige og blev opbevaret i Pagtens Ark, i det aller helligste i templet. Her havde kun ypperstepræsterne adgang og en hel stamme – Levi’s stamme, have som opgave at bevogte Arken under transport, og beskytte Tabernaklet og dets indhold. Skete det, at der kom nogen uvedkommende i kontakt med Arken, døde de på stedet. (2 Sam 6:7, 1 Krøn 13:9, 1 Sam 6:19) Læs evt. 1 Sam kap 5-6, hvor du vil se Guds overnaturlige beskyttelse af Arken.
De som kopierede disse Skrifter, opfattede Skriften så hellig, at de ikke kunne skrive Guds navne, før de havde vasket deres hænder. Og som sagt, den mindste fejl i kopien betød kassering.
Der kommer så andre problemstillinger ind, når Bibelen oversættes til andre sprog. Den Danske Bibel, er med årene blevet fattig. Men Bibelen og dens oprindelse er sandfærdig og troværdig. Historierne, profetierne med mere er sande. Måske er de ikke fortalt 100% ordret, men forståelsen er stadig korrekt.
Ser vi på Esajas Bog, som er velforvaret uden ændringer på en årrække af 1000 år, vil jeg mene at det Nye Testamente i grundskriften er endnu bedre forvaret.
De originale Skrifter findes ikke mere og mange Bibeloversættelser i dag bygger ikke på den oprindelige grundtekst. Det gør derimod ”Textus Receptus”, som King James oversættelsen fra 1611 er bygget på. I dag er det desværre sådan, at de skrifter som afviger fra Textus Receptus, bliver benyttet til oversættelse af nutidens Bibler. Men stadigvæk, er Bibelen som helhed, en troværdig bog, hvis oprindelse er accepteret af historikere.
til toppen
Mange er skeptiske overfor Bibelens indhold, da det er skrevet af mennesker. Men Bibelen fortæller selv, at ethvert skrift er indblæst af Gud (2 Tim 3:16). Peter fortæller i 1. Pet. 2:21 at: "ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.". Profeten david siger "I mig taler Herrens ånd, hans ord er på min tunge" (2. Sam. 23:2).
Man kan så betvivle Bibelens udsagn om sig selv, men igennem Bibelen ser du at mennesker ved engle, profeter, Jesus Kristus, visioner, drømme, åbenbaringer, inspiration og Guds egen hørbare stemme har fået hvad de skulle”
Esajas forudsagde bl.a. at Babylon ville ødelægge Juda og bortføre Israels skatte. Han forudsagde at de overlevende sønner fra kongefamilien, ville blive hofmænd i Babylonkongens palads. (Es. 39:5-7) Denne profeti gik i opfyldelse ca. 100 år efter. (2 Kong 25, 2 Krøn 36, Dan 1)
I en anden profeti, forudsagde Esajas, at det mægtige Babyloniske rige ville blive besejret og ødelagt, af mederne. (Es 13:17-22) En fuldstændig vanvittig profeti, da Babylon dengang blev betragtet som uovervindelig. Omkring 150 år senere, går også denne forudsigelse i opfyldelse. Læs Dan 5:1-31.
Esajas fik en profeti, som var starten på en profeti Daniel fik. I Esajas 44:28, siger Gud til Kyros, en person der endnu ikke eksisterede, at Jerusalem skal genopbygges og templet grundlægges. Denne profeti begyndte at gå i opfyldelse i år 536 f. Kr. hvor Kyrus var Persiens konge i Babylon. Vi ser i Ezra 1:1 at Helligånden taler til Kyrus, som ca. 200 år efter denne profeti, bliver konge i Babylon, om det ord som var talt ved Jeremias (Jer 25:11-13, Jer 29:10), som også Esajas profeterede. Kyrus gav ordre til at opbygge templet (Ez 1:2). Arbejdet var ikke færdig da kongen Darius (519 f. Kr.), overtog kongepladsen. Han førte arbejdet videre (Ez 6:1-3). Disse to konger, gav kun ordre om at bygge Templet, men da kong Artaxerxes (457 f. Kr.) kom på tronen, var hele Jerusalem inkluderet, ikke kun templet.
I Nehemias 2:1 ser vi også denne profeti gå i opfyldelse”
Der er altså en vis sandsynlighed for, at bibelen har noget i sig.
Den kan forudsige ting i fremtiden, og det kan jo kontrolleres.
til toppen
Men Hvad vil Gud så med det hele. Jeg tror, hans formål var at optræne hans folk så meget, at de var i stand til at modtage hans søn (Jesus), når udviklingen i verden gjorde det nødvendigt at korrigere igen. [20]. Men det budskab, som Jesus kommer med, er anderledes[21]. Det kræver ikke kontant afregning, som Israelitterne er vant til. Så de vil ikke anerkende budskabet.
Selv om Gud har forudsagt, at han vil sende en frelser, (en messias = salvede = en konge)(at en af David efterkommere skulle være konge til evig tid[22]). Så mener Jøderne( ja det hedder de nu – Judes, efter En søn af Jacob ved navn Juda, hvis slægt klarede sig bedre i landet Israel end hans brødres slægter). Altså jøderne forventer, at en konge vil være i stand til at samle deres land og smide alle fjender ud. Og det var ikke lige det, som Jesus ville.[23]
Ham kasserede de, så nu venter jøderne stadig på den konge, der skal komme.
til toppen
Jødernes selvbevidsthed ligger i denne bog. Den er deres Historie og deres eksistensberettigelse. De føler, at de tilhører Gud, og at Gud vil fortsætte med at hjælpe dem, når han er færdig med at straffe dem. De har den ide, at de sidste 1900 års tilværelse borte fra Israel, er en straf fra Gud. De er ikke sikre på hvorfor, men de har ventet trofast i alle årene. De har holdt sig for sig selv. De har overholdt Guds regler, som de har forstået dem i Torah’en (deres navn til Mosebøgerne, som de regner som det allervigtigste i bibelen)
Fra Dansk-Israel-Forening.s hjemmeside.
”Jødedommen er den ældste monoteistiske religion. Den er baseret på Tora/Torah (De Fem Mosebøger/Moseloven), der bl.a. indeholder 613 bud og forbud (mitzvot). Torahen er den første (og ældste) del af den jødiske bibel, der også indeholder Profeternes Bøger, Samlernes Bog og mange andre skrifter. De udgør tilsammen Tenach - den jødiske betegnelse for Det Gamle Testamente. Torahen er for jøder den vigtigste del af Biblen.
Jødedommen anerkender ikke Det Ny Testamente og dermed heller ikke betegnelsen "Det Gamle Testamente".
Fortolkninger til forskrifterne samt en samling af mundtlige traditioner findes i det store værk Talmud, som blev til i årerne mellem 0 og 500, dels i Judæa (et større område med Jerusalem som centrum) og dels i Babylon. Fortolkningerne blev drøftet i forsamlinger af rabbinere. Fra Talmuds afslutning til vor egen tid har rabbinere forsat deres fortolkninger og det har givet anledning til dannelse af mange forskellige retninger inden for jødedommen. I Israel finder man f.eks. ultraortodokse jøder, der mener, at staten Israel først bør skabes efter Messias's genkomst på jorden.
Jødernes tidsregning begynder ved verdens skabelse, ifølge Biblen år 3.760 f.Kr.
Selv om de fleste jøder i Israel er verdslige, overholder ca. 80% de religiøse forskrifter og ritualer i større eller mindre grad. Det er almindeligt, at drenge bliver omskåret otte dage efter fødslen af en rabbiner eller kirurg og de fejer deres bar mitzva (konfirmation) som 13-årige. Mange overholder spiselovene (mad og drikke skal være kosher) og ved indgangen til de fleste hjem og offentlige bygninger vil man se en mezuza, en kapsel, der indeholder citater fra Toraen.
til toppen
repræsenterer den oprindelige jødedom men består også af mange forskellige retninger (f.eks. moderne og traditionel ortodoksi). Fælles for dem alle er, at de fastholder Toraens evige uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Men tolkningerne af den varierer meget.
Ultraortodokse jøder mener, at de er de sande arvtagere af jødedommen.
Ultraortodoks jødedom er den mest ekstreme form for jødedom.
Den konservative jødedom forsøger at etablere en mellemvej mellem en reform jødedom, der for en stor gruppe jøder er for vidtgående i sine reformer og en ortodoks jødedom, som mange ikke føler sig hjemme i. De ønsker at fastholde centrale dele af den jødiske praksis som f.eks. overholdelsen af sabbatten
Jerusalem er jødernes vigtigste by og centrum for jødedommen, hvilket den har været i ca. 3.000 år. Jerusalem kaldes også for Zions Stad og Davids By. Det jødiske kvarter i Den Gamle By har været beboet af jøder lige fra det Første Tempels dage. Jødedommen og jøderne er tæt knyttet til Det Hellige Land (Eretz Yisra'el - Landet Israel), som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor både et fysisk og åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning. "Næste år i Jerusalem" er en traditionel jødisk hilsen, der har været anvendt i flere tusinde år
Der bor ca. 5,368 mill. jøder i Israel (september 2006). De fordeler sig med ca. 4,5% ultraortodokse, ca. 13% ortodokse og ca. 82,5% ikke-ortodokse (dvs. konservative, liberale, progressive, sekulære og ikke-religiøse) jøder. En anden undersøgelse viser, at de ultraortodokse/ortodokse udgør ca. 17%, de traditionelt religiøse ca. 39% og de sekulære/ikke-religiøse jøder ca. 44% af den jødiske befolkning i Israel.
Instituttet Jewish People Policy Planning antager, at Israels jødiske befolkning vil vokse til omkring 6,23 mill. indtil år 2020, mens verdens samlede jødiske befolkning i samme periode vil vokse fra 13 mill. (2005) til 13,5 mill. Israels jødiske befolkning udgør ca. 41% af verdens jøder. I dag bor der flere jøder i Israel end i USA, idet den jødiske befolkning i USA kun er på 5,28 mill. (juli 2005).”
Jøderne tror på, at de er et udvalgt folk. De tror på, at Gud vil føre dem frem til sejr. De tror at de skal få hele landet i eje, og at Gud vil lade dem genopføre Templet, som det er sket de to andre gange, de har været borte fra deres land (Israel). Første gang, da de kom fra Egypten og efter at have modtaget reglerne i ørkenen, fik lov til at bygge Herren et tempel. Anden gang efter hjemkomsten fra Babylon, hvor de genopbyggede templet i Jerusalem større og flottere end før.
”Salomos tempel gik til grunde ved Nebukadnesars erobring af Jerusalem i 587 før Kristus. Det andet tempel også kaldet Zerubbabels tempel, blev opført efter eksilet i årene 520-15 før Kristus”[24]
til toppen
under "diasporaen", den tid jøderne levede spredt i verden, vandt den messianske forestilling stor udbredelse. Tanken var, at Gud på ny ville gribe ind i historien for at føre jøderne tilbage til deres tabte hjemland, som han havde gjort ved udvandringen fra Ægypten. Håbet var en fredstilstand i Israel, en messiastid.
Under jødernes påskefejring, Pesach, mindes de udvandringen fra Ægypten. De traditionelle ord ”næste år i Jerusalem”, der afslutter påskemåltidet, illustrerer dette håb for fremtiden. I 1948 gik ordene i opfyldelse. Staten Israels oprettelse gav på ny jøderne adgang til Jerusalem, som de længe havde kæmpet for.
Når det er sket to gange, kan det naturligvis ske igen. Situationen i Mellemøsten bliver derfor for Jøderne bare endnu en kamp, som de udfører i fællesskab med deres Gud, den almægtige. Og som andre gange i historien gælder alle kneb. D.v.s. at hvis det er nødvendigt med en lille provokation for at flytte på verdens-opinionen, så er det kun et nødvendigt onde.
[25] ”En førende israelsk filosof refererede for nogle år siden til sine landsmænd som "et udmattet folk, forvirret og uden retning." Før Ehud Olmert blev premierminister, fremsatte han disse usædvanlige ord: "Vi er trætte af at kæmpe, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at besejre vore fjender." I denne demoraliserede stemning har staten Israel på fem år trukket sig tilbage under beskydning, fra Libanon og fra Gaza — og udkæmper nu som en følge heraf krige netop i disse områder.”
Følelsesmæssig betydning: Ehud Olmert, sagde i 1997, at Jerusalem repræsenterer "det reneste udtryk for alt det, som jøder har bedt for, drømt om, grædt for, og er døde for i de 2000 år siden ødelæggelsen af Det Andet Tempel."
En meningsmåling fra 2001 fandt, at 60% af israelerne er villige til at dele Jerusalem; så sent som sidste år kundgjorde Olmert-regeringen sine planer om at dele byen, uden at dette vakte større postyr.”
Hvorfor nu det? Det har jo ikke nogen betydning, hvad man gør lige nu. Det drejer sig om verdens holdning. Det gælder om at holde gode miner til slet spil. Når jøderne har været for bløde i en periode, vil de lave et udfald igen for at statuere et eksempel. De går på en knivsæg for at manipulere imellem den nødvendige støtte fra USA og den nødvendige hensyntagen til dem i egne rækker, som ikke venter på Guds ordre men vil selv. For der er også forskellige grupper i Israel. Der er nogle, der ikke så Guds hånd i Historien, og hvordan overbevise dem, når de synlige resultater ikke kan. Se bare på 6-dages krigen i 1967.
Se indlagte skema på næste side.
til toppen
Araberne var i totalt overtal. Dobbelt så mange soldater. Dobbelt så mange fly. Fire gange så mange kampvogne. Fem gange så mange flådeenheder. Og yderligere fordelen ved overraskelsesangreb.
Alligevel vinder Israel stort.
Som Yizhak Rabin (Israelsk leder) siger i en tale 28. juni 1967[26]
”Disse Israelske soldater blev båret frem af åndelige værdier, af dybe åndelige kraftkilder i langt højere grad end af deres våben og krigsteknik..
Vore piloter som ramte fjendens fly så nøjagtigt, at ingen i hele verden fatter, hvordan det blev gjort, og man prøver at give det en teknologisk forklaring – at det skete på grund af hemmelige våben.”
Hvis den form for resultater ikke kan overbevise modstanderne, hvad kan så?
”Der er i de senere år opstået en nylinje i den historiske forståelse af Israels situation,(Postzionistisk).
Den opstod på det Hebraiske Universitet i Jerusalem fra 1925 og indtil 70’erne. En af dens talsmænd er professor Benny Morris. Den historiske forestillings subjekt var den traditionelle historieskrivning af det jødiske folks historie forstået som det kollektive subjekts, jødernes, oplevelser og frembringelser fra patriarkernes til og kronologisk indtil i dag. Altså fra kong David og til David Ben-Gurion. Historien skulle danne en geografisk ramme, således at Palæstinenserne ikke er et fremmed folk men bare en anderledes tænkende gruppe i Israel. Derved får den overtallige jødiske befolkningsgruppe alle fordele og den svage og ufokuserede palæstinensiske gruppe mister alle vinderchancer”. Således refererer Jacob Feldt[27] i en rapport om den nye historiske situation. Som jeg har forsøgt at trække essensen ud af, men det er ikke læsevenligt stof. Og Desuden. Det kunne jo også være Guds vilje, at Israel skulle vinde.
til toppen
Vi læser videre i Bibelen.
Sefenias bog.
”1.8. Herren er utilfreds med det fremmede folk og vil fjerne dem fra landet sammen med dem i fremmed dragt. alt skal lades øde.
2. 4-5. De fremmede er i bl. Gaza og Kanaen filisterland. (kystlandet).
I vers 2.7. står det al landet skal tilhøre dem af Judas hus, som er tilbage.
2.9. Her skal den lille rest af Guds folk plyndre indbyggerne og tage deres land tilbage.
Fortsat 3.13. De begår ikke uret, og ingen skal jage dem bort.
Endvidere 3.20. De skal endog blive lovprist blandt alle verdens folk.”
Zakarias bog.
„1.16. Herren vil vende tilbage til Jerusalem og lade sit hus bygges der.
2.8. Byen skal blive åben uden anden beskyttelse end Gud. Det kan kun betyde, at Gud lover dem en periode med fred”.
Disse to steder er vel skrevet lige omkring den første diaspora, men det er sådan, at den der tror på bibelen, også tror på, at Guds forudsigelser gælder både i historisk tid og i fremtiden.
til toppen
Ligesom; den gamle Adam erstattes af den nye Adam (Jesus), og Abrahams ofring af sin søn Isak er et billede på Guds egen ofring af sin søn Jesus, sådan er den første landflygtighed et tegn på den næste, som er den, der har varet i næsten 2000 år.
Så er det også sandsynligt, at resten af forudsigelserne skal blive sand. D.v.s. at Israel skal vende tilbage til deres eget land og Templet skal genopbygges igen.
Hov stop nu lidt. Hvad har de kristne i dag at gøre med Jøderne og deres situation.
Nå jo. Vi tror på den samme Gud. Sådan da. For dengang hans søn (Jesus) kom med de ændrede regler for gudsdyrkelse, skabte det så stort røre i Israel, at besættelsesmagten (Romerne) blev nødt til at idømme ham dødsstraf[28].
Men hans budskab om hensyntagen til andre uden at vente gengæld, havde fæstnet sig i nogle af hans venner, så de dannede en ny religion i hans navn (Christos)(den salvede). Altså han er den Messias, som jøderne har ventet på. Hans budskab gælder bare nu hele verden[29] og ikke kun Israel. Det er derfor jeg mener, at Gud brugte landet og folket Israel til at skabe en forventning, hvor der var grobund for det udvidede budskab. En af Jesu’s største tilhængere så ham aldrig i virkeligheden, men mødte ham i et syn (vision) og bragte budskabet videre, og netop fordi han havde været en af de største modstandere[30], fik hans budskab desto større vægt.
Denne religion eksisterer stadig og er udbredt i det meste af verden. Her i Danmark er den gældende statsreligion. Det vil sige, at staten, regeringen og lovgivningen støtter den, og bidrag til dens udøvelse opkræves over skatten (kirkeskat). Derfor kan man også sige, at vi religiøst har samme historie som jøderne og derfor må støtte dem i deres kamp for et hjemland. Men helt så simpelt er det ikke. Faktisk er jøderne blevet forfulgt i det meste af verden, fordi de dræbte Jesus, som jo er vores forbillede, eller måske bare fordi de er anderledes. De har altid holdt sig for sig selv. De har altid gået efter deres egne regler (torah og talmud), og de har altid været klogere end de fleste andre.
De har meget ofte været handelsdrivende og pengekøbmænd. Det skyldes måske netop, at de af Gud fik besked om at oplære deres børn i torah’en. Det vil sige, at de kunne læse og skrive lidt, hvad der ikke var almindeligt blandt almindelige mennesker. Se f.eks. Jesus. Han var bare en håndværker søn, men han læste op i synagogen[31] (jødisk kirke).Denne misundelse over at jøderne havde magt i samfundene kunne let skabe forfølgelser, og gjorde det også. Og gør det stadigvæk.
til toppen
” I størstedelen af jødedommens historie har hovedparten af jøderne levet uden for Israel. En tilværelse præget af diskrimination har her tit sat rammerne for jødedommens udvikling
Af Lene Jensen
Gennem jødernes historie har religionen været et samlingspunkt. Den har givet jøderne identitet som Guds særlige, udvalgte folk, en identitet, der er blevet forstærket af forfølgelserne fra det omgivende samfund.
Med oplysningstiden i Europa i 1700-tallet rejste der sig dog kritiske røster om jødernes urimelige vilkår og retsstilling. Kejser Josef II af Østrig (r. 1780-1790) fremførte i 1782 en toleranceerklæring, som blandt andet gav jøderne ret til at bosætte sig uden for ghettoerne. Den franske revolution i 1789 medførte også en række ændringer for jødernes rets status. De fik religionsfrihed og skulle fremover betragtes som franskmænd af mosaisk trosbekendelse, det vil sige med Toraen, der svarer til Det gamle Testamente, som grundlag for deres tro. De følgende år bredte tolerancebølgen sig til andre europæiske lande, og Schweiz gav som det sidste land fulde borgerrettigheder til jøderne.
Inden for jødiske kredse fandt en tilsvarende oplysningsstrømning sted i form af den såkaldte Haskalah-bevægelse. Den tyske jøde Moses Mendelssohn (1729-1786) spillede en afgørende rolle. Målet var dels, at jøderne skulle tilpasse sig det omkringliggende, kristne samfunds kultur og tænkemåde for på den måde at opnå fulde borgerrettigheder. Og dels var det at vise, at jødedommen ikke var en primitiv, uvidende religion, som mange mente. Tværtimod. I 1783 udgav Mendelssohn bogen ”Jerusalem”, hvor han forsøgte at påvise, at jødedommen i høj grad var i samklang med fornuften. Jødedommen tillod, i modsætning til kristendommen, tankefrihed, idet den ikke havde nogen trosartikler, og dermed var den i fuld overensstemmelse med oplysningstidens ideer om tankens frihed.
En religiøs konsekvens af Haskalah-bevægelsen var, at der blev sat spørgsmålstegn ved den traditionelle, ortodokse jødedom. Haskalah-bevægelsen var derfor med til at danne grundlaget for det, der senere førte til en opdeling af jødedommen i tre retninger; de ortodokse, de reformerte og de konservative.
De ortodokse er den traditionelle form for jødedom, som i dag udgør den mindste af de tre grupper. Indtil 1700-tallet var det den eneste form for jødisk praksis. Ifølge de ortodokse er Toraen sandheden. De tror på Gud som en personlig og almægtig Gud. Menneskets eneste mulighed for at overvinde det onde er at følge loven, som er givet dem i Toraen. Og synd er at bryde budene i loven.
I 1700-tallet dukkede den nye gruppe op – de reformerte. Ligesom Haskalah-bevægelsen reagerede de imod den isolerede tilværelse. Jøderne skulle assimileres, indoptages, i det omgivne samfund. Toraen var for dem et menneskeligt dokument, og Gud opfattede de blot som et begreb.
Den sidste jødiske retning dukkede op i 1800-tallet. Det er de konservative, som i dag er den største gruppe. De kom som en reaktion på de reformertes ekstreme tendens til assimilering i de samfund, hvor de boede. Holdningsmæssigt lagde de sig mellem de to andre grupper.”
De jødiske grupperinger vender vi tilbage til under diskussionen. Først videre om omverdenen.
”På et møde i Geneve tirsdag (10/3-2006) med højkommissæren for FN's Menneskerettighedskommission, Louise Arbour, rejste den israelske minister for diaspora-anliggender, Natan Sharansky, spørgsmålet om den dobbeltmoral, som Israel er udsat for fra kommissionen, som årligt udgiver en rapport om menneskerettigheder rundt om på kloden, men hvori Israel er det eneste land, der får tildelt et selvstændigt kapitel.
"Hvordan kan det være," spurgte han, "at en demokratisk nation, som har mange instanser til at overvåge krænkelser af menneskerettigheder, er det eneste land, som tildeles en særstatus i rapporten, mens andre FN-medlemmer er totalitære stater, hvor borgerne ingen rettigheder har?"
Louise Arbour svarede, at hun håber, at “Israel vil få en mere afbalanceret behandling indenfor rammerne af de ændringer, som er planlagt til at skulle finde sted i FN's institutioner, især dem der beskæftiger sig med menneskerettigheder."
Desuden fortalte Arbour Sharansky, at hun har i sinde at tale ubøjeligt imod anti-semitisme, et emne, som hun sagde, er af den største vigtighed”. Kilde: Jerusalem Post
til toppen
Anti-semitisme (jødehad) findes stadig, Som følgende tekst fra Patriot.hjemmesiden viser
”Hvad nu, hvis den "gruppe", man kom til at fornærme, var den selvsamme, som var i færd med at indføre totalitære tilstande i riget, og som stod bag indførelsen af en lov fra EU, over Grundloven, der helt skulle fjerne de sidste rester af garantien i Grundlovsparagraf 77?
Hvad, hvis denne gruppe stod bag den retstilstand i hovedparten af den øvrige Europa Union, som har gjort, at le Pen i Frankrig kan dømmes til at skulle betale 300.000 Frank for at have udtalt at "Jødernes holocaust er en detalje i historien".
Hvad, hvis denne gruppe stod bag denne retstilstand, der i Tyskland har gjort modige historikere til mangeårige fængselsfanger, blot fordi deres forskning bl.a. har vist, at den evigt udbasunerede "sandhed" om, at 6 millioner jøder blev myrdet i udryddelseslejre af tyskerne, var løgn eller overdrevet.
Hvad, hvis denne gruppe havde sørget for at gøre Tyskland til et land, hvor tusinder af tyskere årligt bliver fængslet for lignende meningsforbrydelser - ofte lange fængselsdomme? Hvor dette var tilfældet for seks tusinde mennesker i f.eks. 1996? Noget, der har gjort Tyskland til en middelalderlig inkvisitions- "retsstat", for ikke at sige en gammeltestamentlig had- og hævn-"retsstat?"”
Et længere uddrag findes som bilag sidst rapporten. Det er forfærdende læsning, som kan narre mange.
Den slags udtalelser var baggrund for Nazi-tidens jødehad, men findes altså stadigvæk.
Der er en meget vigtig gruppe mere. Ja egentlig 2.
som har en anderledes tilgang til landet i kraft af en anden religion, og dernæst den palæstinensiske gruppe, som egentlig er dem der burde have mest at sige, fordi det er dem, der boede i landet, som jøderne flyttede ind i og overtog, og endelig fik tilkendt af de forenede nationer (FN) ved afstemning d. 29. nov. 1947.[32]
Men ”Umiddelbart efter den officielle udråbelse af staten Israel rykkede hære fra arabiske nabolande ind i Palæstina, og i den vestlige verden frygtede man, at Israel hurtigt ville være rendt over ende, fordi det lille Israel med en befolkning på knap ¾ million stod over for den samlede arabiske verden med ca.40 millioner.”
Hvorfor er Araberne sådan. Jo de mener også at have krav på Landet.
De har nemlig samme forfar (Abraham) og derfor samme grundhistorie. De stammer ifølge gammel overlevering fra Ismael, Abrahams søn med slavepigen Hagar. De havde mange forskellige guder, men en søn af en fyrsteslægt (Quraish), som vogtede de hellige områder ved Mekka, gled ned af rangstigen, fordi hans far døde før den gamle fyrste. Det blev derfor en farbror som blev øverste for slægten[33], og Muhammad, som drengen hed, blev oplært som hyrde og handelsmand. Her klarede han sig så godt, at han blev gift med en meget rig enke, som han arbejdede for. Han fik nogle visioner i en hule i ørkenen udenfor Mekka. I disse Visioner sagde Gud til ham, at jøderne og de kristne havde misforstået budskabet, og at det derfor blev Muhammeds opgave at fortælle sandheden. På grundlag af sådanne visioner startede Muhammed en ny religion, som han ville indføre i den arabiske verden. Som leder skulle han naturligvis også herske over de hellige områder i Mekka. Men heri var hans farbror ikke enig, og det endte med at Muhammed blev nødt til at lade sine tilhængere indtage Mekka med magt, og senere hele mellemøsten. Efter Muhammeds død blev denne nye religion delt op i to fraktioner Suni og Shia-Muslimer. Begge fraktioner findes stadig. Sunnier kæmper for at indføre Islam (som religionen hedder)til hele verden. Shiitterne lever efter Imamens forskrifter 
og venter den fjortende Imam (messias)[34], som skal genoprette magten.
Men begge er modstandere af Israel, fordi de har en myte, som lader Muhammed foretage en rejse til himmels fra Jerusalem, hvor de derfor har bygget to Moskeer. Den første, Den gyldne Moske eller Klippemoskeen, blev bygget ikke lang tid efter, at den islamiske kalif Omar, erobrede Jerusalem i 638. og den ligger tæt op af, hvor jødernes tempel lå. Der er derfor et sammenfald af interesser.
Billedet viser den eneste rest af jødernes tempel, som kaldes grædemuren og en moske .
til toppen
”Mens israelerne går til stemmeurnerne, er der ikke ét af de førende partier, som tilbyder muligheden af at vinde krigen mod de palæstinensiske arabere. Det er en slående og farlig lakune.
Først lidt baggrund. Krige bliver vundet, viser den historiske erfaring, når den ene part føler sig tvunget til at opgive sine mål. Dette forekommer logisk, for så længe begge sider håber på at indfri deres krigsambitioner, vil kampene enten fortsætte eller kan potentielt set genoptages. Selvom tyskerne blev slået i Første Verdenskrig, opgav de f.eks. ikke deres mål om at komme til at dominere Europa og vendte sig snart mod Hitler for at forsøge på ny. Koreakrigen blev afsluttet for mere end et halvt århundrede siden, men hverken Nord eller Syd har opgivet deres stræben, hvilket vil sige, at kampene vil kunne blusse op igen når som helst. På samme måde har begge parter under de mange runder i den arabisk-israelske konflikt (krige i 1948-49, 1956, 1967, 1973 og 1982) fastholdt deres mål.
Disse mål er enkle, statiske og binære. Araberne kæmper for at udslette Israel; Israel kæmper for at vinde sine naboers accept. Det første er præget af en offensiv hensigt; det andet er defensivt. Førstnævnte er barbarisk, og sidstnævnte er civiliseret. I næsten 60 år har arabiske rejektionister søgt at udslette Israel ved hjælp af en lang række af strategier: undergravelse af dets legitimitet ved hjælp af propaganda, beskadigelse af dets økonomi gennem handelsboykotter, demoralisering af det ved hjælp af terrorisme og trusler mod befolkningen via masseødelæggelsesvåben.
Selvom de arabiske bestræbelser har været tålmodige, intense og målrettede, har de dog også fejlet. Israelerne har bygget et moderne, velstående og stærkt land, men et land som stadig stort set afvises af araberne. Denne sammensatte forhistorie har afsat sig to politiske udviklinger: en følelse af tillid blandt politisk moderate israelere; og en følelse af skyld og selvkritik på venstrefløjen. Meget få israelere bekymrer sig stadig om den ufuldførte proces med at få araberne til at acceptere den jødiske stats permanente status. Man kunne kalde det for Israels usynlige krigsmål.
I stedet for at søge sejr har israelerne udviklet en lang liste af tilgange med henblik på at håndtere konflikten. Disse omfatter:
Ensidige foranstaltninger (opførelse af en mur, delvis tilbagetrækning): den aktuelle politik, som den er blevet forvaltet af Ariel Sharon, Ehud Olmert og Kadima-partiet.
99 års forpagtning af jorden under de israelske byer på Vestbredden: Arbejderpartiet med Amir Peretz
Palæstinensisk arabisk økonomisk udvikling: Shimon Peres.
Territorialt kompromis: Oslo-diplomatiets præmis, skabt af Yitzhak Rabin.
Udenlandsk økonomisk støtte til de palæstinensiske arabere (fra Marshallplanens model): den amerikanske repræsentant Henry Hyde.
Tilbagetrækning til grænserne fra 1967: Israels yderste venstrefløj.
Presse de palæstinensiske arabere til at skabe en god regering: Natan Sharansky (og præsident Bush).
Insisteren på, at Jordan er palæstinensisk: Israels højrefløj.
Forflyttelse af de palæstinensiske arabere ud af Vestbredden: Israels yderste højrefløj.
til toppen
Ånden i disse mange tilgange er meget forskellig, og de udelukker gensidigt hinanden. Men de har ét nøgleelement til fælles. De håndterer alle konflikten uden at løse den. De ignorerer alle behovet for at nedkæmpe den palæstinensiske rejektionisme. De søger alle at forfine krigen i stedet for at vinde den.
Hos en udenforstående iagttager, som håber på arabisk accept af Israel, og det hellere før end siden, fremkalder denne undgåelse af vinderstrategi en vis frustration, så meget desto mere ved erindringen om, hvor glimrende israelerne tidligere forstod deres krigsmål.
Heldigvis er der mindst én fremtrædende israelsk politiker, som har gjort til fortaler for israelsk sejr over de palæstinensiske arabere. Uzi Landau har sagt ligeud, at "når man er i krig, så ønsker man at vinde krigen." Han havde håbet på at komme til at lede Likud ved det aktuelle valg, men det lykkedes ham ikke at vinde noget, der tilnærmelsesvist ligner et flertal i partiet. Da Likud selv forventes at få mindre end 15% af stemmerne, står det klart, hvor dybt upopulær israelerne i øjeblikket finder tanken om at vinde krigen.
Og derfor eksperimenterer de med kompromisser, ensidige foranstaltninger, berigelse af fjenderne og andre tiltag. Men som Douglas MacArthur har noteret: "I krig findes der ingen erstatning for sejr." Oslo-diplomatiet endte med at mislykkes på det sørgeligste, og det samme vil alle andre tiltag gøre, som undgår sejrens hårde arbejde. Israelerne må i sidste instans spænde bæltet og genoptage den vanskelige, bitre, lange og bekostelige indsats, som er nødvendig for at overbevise palæstinenserne og andre om, at deres drøm om at udslette Israel er afgået ved døden.
Hvis det mislykkes for israelerne at opnå dette, så vil det være Israel selv, der afgår ved døden.”
til toppen
Hvad er der så at mene om Israels fremtid.
Hvis det er afhængig af Jøderne selv, er risikoen for at forsvinde stadig lige stor.
Hvis det afgøres af jøder ud over jorden (fordi de sidder på magtpositioner), så er alt afhængigt af omverdenens mening om Israel og deres Menneskelighed (menneskerettigheder), altså om jøderne ude i verden er i stand til at bibeholde deres positioner.
Hvis det er afhængigt af araberne, så forsvinder Israel snart.
Hvis det er afhængigt af de kristne udover jorden, så må de bede om, at deres tro og bønner har den magt, som de tror.
MEN Hvis det er afhængigt af Gud, så vinder Israel helt sikkert. Men det er ikke så sikkert, at det sker lige nu, For Guds tidsfordeling er ikke til at forstå for mennesker.
Men jeg har nu den tro, at det i sidste ende alligevel vil gå godt for Israel, fordi det har Gud jo forudsagt.[35]
til toppen
I have written the history of the Hebrew from the beginning. First God created the Earth. Then he made Plants and animals and man to populate it. After having problems with them, he choose one person to be his new beginning. He sent him to another land and promised that land to him and his descendants for all times. Then I reported of the problems, he had with that people in the time forward to our time. When his time had come, he sent his sun to change the rules of the world, the rules he had given them himself. But the Jew did not want to take other rules, so they divided from Christianity. Sins then they has been different, and today they have got their own land, Israel, but the Arabs do not want them to stay.
I have written a report to say that the Jews are not alone. May be no human will help them, but I am sure that God will in the end, because It stands in the Bible. They are still his people and he will collect them and give them peace before he stops the time and living.
til toppen
I min søgen efter, hvad der måtte være galt med ledelsen af Danmark, når vort land f.eks. uden nogen reaktion fra de "ansvarlige", kunne blive overrendt af fremmede folkeslag, og laves til multi-etnisk volds-eksperiment, var det længe klart for mig, at der var tale om et forræderi blandt en forholdsvis lille klike af højt placerede fremmedelskere inden for i hvert fald områderne politik, medier, kultur, og regeringsapparat. Det var jo netop ikke almindelige danskere, hvis hverdag blev ødelagt af, og som ved alle 13. februar 1998
Jeg har tilladt mig at studere "Jødespørgsmålet".
"Tilladt mig", siger jeg. Ja, for det er ikke bare noget man gør. Det er nemlig dagens største tabu. Og fortæller man derefter om sine opdagelser, og disse ikke er smigrende for "gruppen", der går under navnet "jøder", er man så godt som sikker på at blive truet med bål og brand. Rent bogstaveligt. Man bliver stemplet som "jødehader" og "anti-semit" af en énstemmig presse, og man bliver muligvis trukket i retten for denne "anti-semitisme", der nu er gjort strafbar under en lovparagraf, Straffelovens paragraf 266b eller "Racismeparagraffen". Læs om denne under menuen "Heksejagten". For hvornår sårer man ikke en eller anden politisk eller religiøs gruppe, hvis man, for at forhindre nye totalitære tendenser i det samfund, vi lever i, vil benytte Grundlovens meget vigtigere paragraf 77, der lovede, at censur aldrig igen kunne indføres! Muslimerne sårer vi dagligt nu, hvor diskussionen om Islams grundholdninger til ret, frihed, religion og kvinder er kommet under beskydning. Men "jøder" og "jødedom" er det i årevis gjort til helligbrøde eller "majestætsfornærmelse" at kritisere. Og nu kriminelt!
Så censuren er genindført. Ikke ved en helt åben, mekanisk udstregning med rød pen i "Sandhedsministeriet", men ved den frygt, man har fremelsket i danskerne for at overtræde den rent ud perverterede jura, der blev indført med "Racismeparagraffen."
Hvad nu, hvis den "gruppe", man kom til at fornærme, var den selvsamme, som var i færd med at indføre totalitære tilstande i riget, og som stod bag indførelsen af en lov fra EU, over Grundloven, der helt skulle fjerne de sidste rester af garantien i Grundlovsparagraf 77?
Hvad, hvis denne gruppe stod bag den retstilstand i hovedparten af den øvrige Europa Union, som har gjort, at le Pen i Frankrig kan dømmes til at skulle betale 300.000 Frank for at have udtalt at "Jødernes holocaust er en detalje i historien".
Hvad, hvis denne gruppe stod bag denne retstilstand, der i Tyskland har gjort modige historikere til mangeårige fængselsfanger, blot fordi deres forskning bl.a. har vist, at den evigt udbasunerede "sandhed" om, at 6 millioner jøder blev myrdet i udryddelseslejre af tyskerne, var løgn eller overdrevet.
Hvad, hvis denne gruppe havde sørget for at gøre Tyskland til et land, hvor tusinder af tyskere årligt bliver fængslet for lignende meningsforbrydelser - ofte lange fængselsdomme? Hvor dette var tilfældet for seks tusinde mennesker i f.eks. 1996? Noget, der har gjort Tyskland til en middelalderlig inkvisitions- "retsstat", for ikke at sige en gammeltestamentlig had- og hævn-"retsstat?"
Hvad, hvis denne gruppe står bag de ensrettede bestræbelser fra regering, presse og industriledere for at få os dybere ind i et totalitært EU? For det er et sådant EU vi nu skal stemmes dybere ind i, så restene af Grundlovens frihedsrettigheder udhules og til sidst forsvinder helt.
Hvis denne "gruppe" havde mere end en finger med i spillet for at sikre sådanne slavetilstande i riget, ville det så ikke være ens borgerpligt at advare og råbe op. Også selv om nogen fra "gruppen" skulle føle sig stødt?
Det er et derfor, jeg opfordrer alle til at stemme nej til et sovjetlignende EU i maj måned. Det er en sådan sovjetisk retstilstand, vi ikke kan leve med. En fremtrædende dansk jurist, Henning Koch, kalder denne tyske ret for "over-positiv" ret (se bogen "Grundloven og menneskerettigheder" udgivet af "Centeret for Menneskerettigheder").Hvor ville George Orwell dog have frydet sig over sådan et udtryk til brug for "Sandhedsministeriet" i hans "1984". En anden fremtrædende dansk jurist, fra samme "Center", Morten Kjærum, glæder sig til, at "den overpostitive ret" bliver retstilstanden i Danmark (se "Vestlig Samisdat" nr. 4.)
Det er derfor, jeg anser det for min borger pligt, men også grundlovsfæstede ret, at videregive, hvad jeg har læst om "jødespørgsmålet" fra modige og indsigtsfulde mænd, som ofte måtte ofre deres egen velfærd og fred for at gøre, hvad de anså som deres pligt. Der har været mange. Jeg citerer kun nogle få. Jeg lader dem komme fuldt og helt til orde, da censur aldrig kan blive min sag. De belyser "jødespørgsmålet" fra den kritiske side. Derom ingen tvivl. Men jeg kan med sindsro lade dem gøre det, eftersom snart et århundrede ensidigt har givet den modsatte, den forsvarende udgave af "jødespørgsmålet" aleneplads i den meningsdannings-maskine,vi kalder massemedierne. Jeg opretter balancen, som jeg har lovet, Dronten ville gøre det. Sådan skal disse tekster forstås.meningsmålingerne var massivt imod den førte fremmedpolitik og mediernes leflen for den. Min vej til at undersøge fænomenet måtte nødvendigvis føre længere og længere ind på forbudt område. I politikens og mediernes beskidte underverden.
til toppen
Indledende forklaring: Den nu afdøde Benjamin H. Freedman var en af det tyvende århundredes mest fascinerende og forbavsende personligheder. Freedman, født 1890, var en succesfuld jødisk forretningsmand i New York, og han var på et tidspunkt vigtigste indehaver af Woodbury Soap Company. Han brød med den organiserede jødedom efter den jødisk-kommunistiske sejr i 1945 og viede resten af sit liv og den altovervejende del af sin betydelige formue (mindst 2,5 millioner dollar) til at afsløre det jødiske tyranni, der havde indhyllet De forenede Stater. Han vidste, hvad han talte om, fordi han selv havde været med i toppen af den inderkreds i de jødiske organisationer og i de jødiske intriger, der skulle erobre magten [over USA]. Freedman var personlig bekendt af Bernard Baruch, Samuel Untermeyer, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt, Joseph Kennedy, John F. Kennedy samt mange andre af de store navne, der har bestemt dette århundredes gang. Det følgende foredrag blev holdt for et patriotisk publikum i 1961 på Willard Hotel i Washington D.C. på foranledning af Conde McGinley´s patriotiske blad fra den tid - "Common Sense". Selv om dette vidtfavnende og improviserede foredrag på mindre betydningsfulde punkter er blevet forældet, er Freedmans vitale besked til os - hans advarsel til Vesten - mere påtrængende nu end nogensinde tidligere ----------
Her i De Forenede Stater har zionisterne og deres religions-fæller fuldstændig kontrol over vor regering. Af mange grunde - for mange og for komplicerede til at komme ind på her - regerer zionisterne og deres religions-fæller De Forenede Stater som om de var de absolutte monarker i landet. I vil måske sige, at det er en meget stærk påstand, men lad mig vise Jer, hvad der skete, mens vi alle sov.
Hvad skete der? Første Verdenskrig brød ud i sommeren 1914. Der er kun få personer her, der er på alder med mig, og som kan huske det. Denne krig førtes på den ene side af Storbritannien, Frankrig og Rusland; og på den anden af Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet.
På to år havde Tyskland vundet den krig: Ikke kun tilsyneladende men rent faktisk. De tyske ubåde, der var en stor overraskelse for verden, havde fjernet alle konvojerne fra Atlanterhavets overflade. Storbritannien stod nu dér, uden ammunition til sine soldater og med én uges madforsyning tilbage, og derefter - sultedød. På det tidspunkt havde den franske hær gjort mytteri. Den havde mistet 600.000 af den franske ungdoms blomst under forsvaret af Verdun ved Somme-floden. Den russiske hær var i oprør. De samlede deres grej op og ville hjem, og de kunne ikke lide zaren. Og den italienske hær var brudt sammen.
Ikke ét skud var blevet affyret på tysk jord. Ikke én fjendtlig soldat havde krydset grænsen ind til Tyskland. Og på trods heraf tilbød Tyskland England fred. Det tilbød England forhandlingsfred på basis af det, advokater kalder status quo ante . Det betyder: "Lad os stoppe krigen og lade alt være, som det var før krigen startede." England overvejede i sommeren 1916 dette tilbud - alvorligt. Det havde intet valg. Det var enten at acceptere denne forhandlingsfred, som Tyskland storsindet tilbød, eller fortsætte med krigen og blive totalt besejret.
til toppen
Disse selv samme jøder tog til England og de lavede denne handel, da de så muligheden for at få Palæstina. På dette tidspunkt ændrede alt sig, fuldstændig som et trafiklys, der skifter fra rødt til grønt. Dér, hvor alle aviserne før havde været helt pro-tyske, hvor de havde haft travlt med at fortælle folk om de vanskeligheder, Tyskland havde med at bekæmpe England handelsmæssigt og på andre områder, var tyskerne pludselig det rene skidt. De var slyngler. De var "hunner". De skød Røde Kors-sygeplejersker. De skar babyers hænder af. De var simpelthen ingenting værd. Kort tid herefter erklærede præsident Wilson krig mod Tyskland.
Zionisterne i London havde sendt telegrammer til De forenede Stater, til højesteretsdommer Brandeis, der lød: "Arbejd på præsident Wilson. Vi er ved at få, hvad vil vil have fra England. Nu skal I gå i gang med at arbejde på præsident Wilson og få USA ind i krigen." Det var sådan USA kom med i krigen. Anden interesse i den havde vi ikke; Vi havde ikke nogen større ret til at være med i den, end vi i aften ville have til at være på månens bagside i stedet for i dette lokale. Der var overhovedet ingen grund til, at Første Verdenskrig skulle være vores krig. Vi blev presset ind i - hvis jeg må være lidt vulgær, blev vi svindlet og "rullet" ind i den krig alene for, at zionisterne kunne få Palæstina. Det er en ting De forenede Staters borgere aldrig er blevet fortalt. De anede aldrig hvorfor vi kom med i Første Verdenskrig.
Efter vi var kommet med i krigen tog zionisterne så til Storbritannien og der sagde de: "Nå, nu har vi udført vores del af aftalen. Lad os få noget på skrift der viser, at I agter at holde jeres del med at give os Palæstina efter I har vundet krigen." De vidste ikke, om krigen ville vare ét år eller ti år endnu. Så de gik i gang med at udfærdige en kvittering. Kvitteringen blev i form af et brev, skrevet i meget kryptisk sprog, således at den øvrige verden ikke ville vide, hvad det drejede sig om. Og den blev kaldt "Balfour Deklarationen" ( The Balfour Declaration)
Balfour Deklarationen var blot Storbritanniens løfte om at betale zionisterne, hvad der var aftalt, som modydelse for at få USA med i krigen. Så denne store og højtidelige Balfour Deklaration, som man hører så meget om, er lige så fusket som en tredollarseddel. Jeg tror ikke, jeg kan understrege det tydeligere.
Det er her, alle besværlighederne startede. USA kom med i krigen. USA knuste Tyskland. Ved I så, hvad der skete? Da krigen sluttede, og tyskerne tog til Versailles, til Fredskonferencen i Paris i 1919, var der også 117 jøder dér, som en delegation, der repræsenterede jøderne, og den blev ledt af Bernard Baruch. Jeg var der også: så jeg skulle vide det. Og hvad skete så? Jøderne sagde på denne fredskonference, hvor Tyskland blev skåret op og Europa blev stykket ud til alle disse nationer, der hævdede en ret til et bestemt stykke Europæisk territorium: "Hvad med Palæstina til os?" Hvorefter de for første gang - i tyskernes nærhed - fremdrog denne Balfour Deklaration. Tyskerne erkendte nu - for første gang: "Så dét var, hvad spillet gik ud på! Dét var grunden til, at USA kom med i krigen". Tyskerne blev nu - for første gang - bevidste om, at de var blevet besejret og nu måtte lide under disse forfærdelige krigsskadeserstatninger, der blev påtvunget dem, fordi zionisterne ønskede Palæstina og var besluttede på at få det for enhver pris.
til toppen
Hovedkilde. Bibelen
Palæstinaproblemet 1955-1974 v/Johan Bender. Gyldendal 1977
Israel skyr sejren af Daniel Pipes New York Sun 28. Marts 2006
”den Skjulte Shia-Imam” DR2. 21.jan.2007.
Hjemmesider
www.jewish.com Jewish People Policy Planning
www.Wikipedia.dk på dansk
www.Jerusalem Post.com Israelsk avis.
www.Kristendom.dk Kristelig Dagblad
WWW.Tagtryggen.dk kristen hjemmeside
WWW.Biblegateway.com kristen Søgemaskine
www.patriot.dk hjemmeside for danske ny-nazister
www.islamstudie.dk © Islamisk Studiebogssamling Frederiksberg
www.pinsekirken-grenaa.dk
til toppen
<![endif]>
til toppen